andango - Syntetisk tale

82
1
5
10
15
20
25
30
35
40
Stille gled vi ind til pæleværket, og jeg fortøjede. Vi blev siddende
lidt i båden og så på hinanden.
„Skal vi?“ spurgte jeg til sidst.
Og Jan nikkede tavst.
2
Det var sådan, det hele startede. Hele den historie om, hvordan vi
fandt på at udforske Troldtinden, hele den historie om, at intet er, som
det ser ud til at være.
Men jeg må hellere begynde med den dag, Jan begyndte i sjette
klasse på Ørnø efter sommerferien, og jeg fik min første rigtige klassekammerat.
Ellers havde jeg kun haft Brita og Rita, der gik et år over
mig, og det havde ikke altid været lige sjovt.
Den morgen havde jeg haft travlt, for jeg havde sovet over mig og
ikke nået hverken at få morgenmad eller rede håret, og da jeg kom hen
til skolen, havde det allerede ringet ind, og skolegården var tom. Kun
en enlig måge spankulerede om i græsset henne ved fodboldmålet. Jeg
skyndte mig ind og satte mig på min plads, og det var først lidt efter,
da jeg havde fået vejret, at jeg lagde mærke til, at Sverre, vores lærer,
ikke var alene oppe ved katederet. Ved siden af ham stod der en mørkhåret
dreng og kiggede ned i gulvet. Han hed Jan, sagde Sverre, og
kunne vi nu alle sammen tage os godt af ham?
Vi gloede, for det er ikke tit, der kommer nye børn ud til Ørnø.
Faktisk var det aldrig sket før. Imens stod Jan med skoletasken i
hånden og så ned i gulvet. Somme tider sendte han et kort blik ud over
klasseværelset, men så kiggede han igen ned. Han havde brune øjne,
så jeg.
„Ja, Jan,“ sagde Sverre, „her ser du så de håbefulde poder i femte,
sjette og syvende klasse. De er det bedste, vores lille ø kan opvise.
Nogen rigtige bøller, men på bunden er de nu gode nok.“ Jan sendte et
langt blik ned på mine sko og svarede ikke. Han kunne jo ikke vide, at
Sverre altid er sådan.
„Og så skal du sidde ved siden af Eva,“ fortsatte Sverre. „Det er
hende med den uredte fletning. Hun går i sjette klasse ligesom dig, og
bagved sidder Brita og Rita fra syvende klasse og ligner hinanden som
to dråber vand. I bliver en lille, hårdtarbejdende gruppe, er jeg vis på.
Og du skal ikke være bange for Eva. Godt nok ser hun vild ud, men
hun slår ikke – tror jeg da.“
Bag mig hørte jeg Brita og Rita fnise, men jeg vendte mig ikke
om. Jeg havde fået nok af dem. Hele sommerferien igennem havde de
ikke lavet andet end at fnise, så snart jeg kom i nærheden. Fnise og