andango - Syntetisk tale

gaderne på egen hånd. Det var en lille by, men alligevel blev jeg overvældet
af synet af så mange mennesker på en gang.
Jeg spurgte en politibetjent om vej til skolen. Længe før jeg nåede
den, kunne jeg høre larmen fra skolegården. I mine ører lød det værre
end ti motorsave på en gang.
Da jeg åbnede lågen og gik ind på pladsen, blev der stille et øjeblik.
Det forekom mig også, at alle stirrede på mig. Men måske var det
indbildning. Jeg gik hen til en mand, som jeg kunne regne ud måtte
være lærer, og sagde med fast stemme:
– God dag. Jeg vil gerne tale med præsidenten.
– Præsidenten! Hvad mener du med det? svarede han, mens han
bøjede sig over mig, indtil hans næse næsten berørte min. Han havde
briller på. Glassene skinnede, så man ikke kunne se øjnene bag dem.
– Ja, altså ham, der bestemmer over det her foretagende, sagde jeg.
– Den øverste.
– Nå, skoleinspektøren. Kom bare denne vej. Han slog ud med en
bred, stærkt behåret hånd, der var plettet af blækklatter. Han måtte
have bidt negle det meste af sit liv, for der var ikke meget tilbage af
dem.
Jeg blev vist op ad en bred trappe. Der var en gennemtrængende
lugt af noget, jeg syntes, jeg kendte, men alligevel ikke kunne afgøre,
hvad var. For enden af den var der en dør med et skilt, hvorpå der stod
„Inspektør“.
Han lignede læreren og de andre mænd, vi havde passeret på
trappen, til forveksling. De havde blege, ligesom hule ansigter og
tætsiddende, glansløse øjne. Man kunne kende inspektøren på, at han
røg pibe. Værelset var fuldt af tobaksrøg. Det var næsten umuligt at se
fra den ene væg til den anden.
Jeg skulle naturligvis straks have sagt mit navn, og fortalt, hvor jeg
kom fra. Men jeg blev forvirret og kom i stedet for til at sige, hvad jeg
tænkte:
– Er I alle sammen i familie? spurgte jeg.
– Hvem er i familie? sagde inspektøren, mens han rynkede panden
let.
– De der arbejder her.
– Ja, ja. Det kan man sådan set godt sige, sagde han og lo. – Den
var god! Men hvem er du, min pige?
– Mit navn er Tifanfaya. Jeg kunne godt tænke mig at gå i skole.
Jeg kan allerede læse og skrive.
– Gå i skole. Jamen, gør du da ikke det? Dine forældre må da …
sagde han forvirret.
31