andango - Syntetisk tale

Men så går det langsommere, og vejene er kommet tæt på.
Jeg får øje på én bestemt, og billedet står stille.
Det er en kort vej, nærmest en lille sti.
Den er smal og buet og ganske sart lyserød.
Jeg tror, det må være min.
Jeg vil gerne derned, og billederne bevæger sig igen.
De suser igennem mig, men det føles, som om det er mig, der
suser af sted.
Nedad.
Det går så hurtigt, at jeg næsten ikke kan nå at opfatte noget.
Og pludselig er der mørkt. Fuldstændig mørkt.
Sådan er der altså på min vej.
Man kan ingenting se.
Det gør mig så bange, at jeg er lige ved at skrige.
I stedet for slår jeg øjnene op.
– Der var mørkt, gisper jeg. – Der var helt sort.
– Du kunne have ventet, siger Engel. – Så var lyset nok kommet.
Hendes ord gør mig rolig igen.
For det er sandt, det ved jeg godt.
Lyset og mørket skiftes. Sådan er det jo.
Lidt efter spørger hun, om der er noget, jeg har lyst til at gøre i nat.
Og det er der.
Jeg har lyst til at bade.
Jeg har lyst til én gang til at komme ud i vandet.
Vi holder hinandens hænder.
Jeg ser ind i hendes øjne.
Og jeg glider over i hende.
Vi lader min syge krop ligge og tager af sted.
Flyver ud til stranden.
Luften er kølig.
Men skønt den er så tynd, er Engels kjole varm.
Vi sidder i sandet og ser ud over havet, mens solen står op.
171