Velfærdsproblemer hos de danske søer - Dyrenes Beskyttelse

29ºC varmt. De havde imidlertid kun denne præference fra faring og 3 dage frem, hvorefter de
brugte det varme gulv mindre og mindre, indtil de i den 2. uge efter faring foretrak de koldeste
af gulvene (Phillips et al., 2000). Når diegivningen er kommet i gang, er der således formentlig
et behov for at kunne termoregulere aktivt, fordi soens egen varmeproduktion er høj på grund af
mælkeproduktion og et højt foderindtag (Theil, 2002). Ligeledes kan der på andre tidspunkter af
soens cyklus være behov for aktivt at termoregulere, særlig i perioder, hvor der er varmt i stalden.
Når soen er fikseret har hun kun to muligheder for at køle sig. Den ene er at øge arealet, der er i
kontakt med underlaget ved at lægge sig i sideleje og dermed afgive ledningsvarme. Dette kræver
imidlertid, at boksen ikke er for smal. Den anden er at øge vejrtrækningsfrekvensen (Giersing,
1999; Petersen, 2000b). Da disse metoder kun har begrænset effekt, ville det øge den fikserede
sos velfærd, hvis hun – i lighed med hvad der er kravet for de løsgående drægtige søer (Anon.,
2003a) – havde mere effektive muligheder for at regulere sin kropstemperatur.
Overbrusning af fikserede søer forekommer imidlertid ikke realistisk, da det ville kræve meget nøje
styring. Der ville skulle tages hensyn til, at søerne ikke kan fjerne sig fra det overbruste område,
hvorfor de kun ville skulle overbruses i varme perioder, hvor det var sikkert, at de havde behovet.
Ydermere ville der skulle tages hensyn til, at deres leje ikke måtte blive vådt eller fugtigt. Hos farende
og diegivende søer ville det endog skulle styres individuelt. Om end søerne i et hold oftest
farer indenfor en kortere periode, så er de ikke helt synkrone. Da pattegrisene absolut ikke har behov
for overbrusning ville det kræve, at overbrusningen blev styret i forhold til faringsdagen og faringstidspunktet
for den enkelte so. Det skal understreges, at når det må konkluderes at overbrusning af
fikserede farende og diegivende søer ikke forekommer realistisk, skyldes det de praktiske problemer,
der opstår som følge af, at soen er fikseret. Soens behov for aktivt at kunne termoregulere er formentlig
(mindst) lige så stort i denne periode, som det er i andre stadier af hendes cyklus.
For yderligere læsning om søers termoregulering henvises til kapitel 2 og for yderligere læsning
om overbrusning henvises til kapitel 3.
Eliminering
Forudsat at de har andre muligheder for at regulere deres kropstemperatur end at søle i gødning
og urin, foretrækker svin at eliminerer væk fra det sted, hvor de hviler (Simonsen, 1990; Schmid,
1991b; Damm og Pedersen, 2000). Fikserede søer er imidlertid tvungne til at eliminere det samme
sted, som de hviler. Soen er som regel opstaldet på fuldspaltegulv eller delvist spaltegulv med
fast gulv i den forreste ende af stien (ved soens forkrop). Mængden af urin og gødning, som dyret
kommer til at ligge i begrænses derved, om end der kan ligge en sådan mængde tilbage, at der
er behov for dagligt at skrabe gødningen hen under soen (Nielsen og Jacobsen, 1996b (redigeret
2003)). Betydningen for soen af selve det at ligge i sin gødning og urin kendes ikke. Ligeledes
vides det ikke, hvilken effekt det har på hendes velfærd, at motivationen for at fjerne sig fra det
sted, hun hviler for at eliminere, ikke kan komme til udfoldelse.
6.6.3. Skift mellem løsdrift og fiksering
I forbindelse med implementeringen af lovgivningen om, at drægtige søer skal gå løse i grupper,
har der været udtrykt nogen bekymring for, hvorvidt det ville påvirke søerne negativt at skulle
fikseres under faring, når de var blevet vænnet til løsdriften under drægtigheden. Undersøgelser
har da også vist, at søer reagerer på et skift fra løsdrift under drægtighed til fiksering under faring
ved at være mere aktive og/eller vokalisere mere umiddelbart efter, de er blevet flyttet, end søer,
100 z Velfærdsproblemer hos de danske søer