Velfærdsproblemer hos de danske søer - Dyrenes Beskyttelse

4. Farende og diegivende søer
4.1. Opstaldning og systemspecifikke velfærdsproblemer
Ved svinetællingen i 1. kvartal af 2004 var 220.000 søer opstaldet i farestald (Danmarks Statistik,
2004b). I gennemsnit får hver so 2,3 kuld pr. år (Danske Slagterier, 2004a). Den tidligere anbefaling
lød på udsætning efter 8. kuld grise, men nu er den sat ned til udsætning efter 6. kuld (Thorup,
2003). Udsættes søerne efter anbefalingen, kommer de altså i farestalden 6 gange i løbet af
deres liv. Hver gang er de i farestalden mindst 26 dage, hvis anbefalingen om indsættelse omkring
5 dage før forventet faring (Nielsen og Jacobsen, 1996a (redigeret 2003)) og lovkravet om minimum
21 dages diegivning (Anon., 2003b) følges.
Søer kan opstaldes i løsdrift eller fikseres under faring og diegivning. Omkring 90% af søerne er
fikserede under faring og diegivning (Pedersen et al., 2000), mens de resterende opstaldes enten i
indendørs løsdrift eller udendørs.
4.1.1. Løsdrift
Løsgående farende og diegivende søer kan være opstaldet enten individuelt eller i grupper sammen
med andre søer. For både de individuelt opstaldede og de gruppeopstaldede kan der bruges
fiksering i dagene lige omkring faring. For begge opstaldningsformer findes en række forskellige
stityper og -indretninger (se f.eks. Nielsen (1996b) og Damm og Nielsen (2000)). Det gennemgående
problem med løsgående farende og diegivende søer er i Danmark en høj pattegrisedødelighed.
I undersøgelser gennemført af Landsudvalget for Svin har den ligget på 25-30% (Nielsen
og Damm, 1996 (redigeret 2003); Pedersen et al., 1998a; Damm og Nielsen, 2000). Den høje pattegrisedødelighed
er baggrunden for, at Landsudvalget for Svin ikke anbefaler løsdrift i farings- og
diegivningsperioden. Lignende erfaringer er gjort i udlandet (f.eks. Marchant et al., 2000). EUs
Videnskabelige Veterinære Komite måtte da også i sin rapport ”The Welfare of Intensively Kept
Pigs” (Velfærd hos svin der holdes intensivt) i 1997 nøjes med at opfordre til yderligere forskning
og udvikling med henblik løsdrift. Dette skete i erkendelse af, at soens velfærd i løsdrift er bedre,
end når hun fikseres, mens grisenes velfærd - særlig deres chance for overlevelse - tilgodeses ved
fiksering af soen. Det var derfor anbefalingen, at der blev arbejdet hen imod løsdrift i en form,
hvor både soens og grisenes velfærd var tilgodeset (Anon., 1997b).
Der findes udenlandske rapporter om lavere pattegrisedødelighed hos løsgående diegivende søer.
Her ligger pattegrisedødeligheden på 11-18% (Anon., 1997b; Weber, 2000; Cronin et al., 2000).
I Sverige må søer ikke rutinemæssigt fikseres under faring og diegivning. Om end den gennemsnitlige
pattegrisedødelighed her lader til at være højere end den gennemsnitlige pattegrisedødelighed
i Danmark (18% mod 12,5% (Anon., 1997b)) er den samtidig lavere end de 25-30%, der
hidtil er rapporteret fra danske besætninger med løsgående farende og diegivende søer. En del af
forklaringen på, at der kan opnås gode resultater i udlandet kan være, at der er tale om anderledes
dyr (evt. mindre søer og mindre kuldstørrelse) og/eller mindre besætningsstørrelser og mindre
intensiv drift. Sidstnævnte indebærer mere plads pr. dyr og større tidsforbrug pr. dyr, og dermed
bedre mulighed for at overvåge faringer, tildele større mængder halm, samt at muge ud manuelt i
stedet for at benytte spaltegulve mv.
En helt ny dansk undersøgelse har dog vist, at det kan lade sig gøre at opnå gode resultater
Velfærdsproblemer hos de danske søer z 39