Velfærdsproblemer hos de danske søer - Dyrenes Beskyttelse

(Marchant et al., 2001). Denne problematik forværres formentlig jo større kuldet er. Endelig kan
det stille for store krav til soen at passe mange grise, hvis hun er syg eller har haft en vanskelig faring.
I denne situation, bør man sørge for, at hun kun skal passe et begrænset antal (Thorup, 2002).
Til løsning af det hyppigt forekommende problem, at soen får flere grise, end hun har patter til,
benyttes kuldudjævning og ammesøer.
Figur 21. Hver gris
har sin egen patte,
som den dier ved hver
diegivning. Det kaldes en
patteorden.
Foto: Danske Slagterier
4.2.3.2. Kuldudjævning
Det er både dyrevelfærdsmæssigt, etisk og produktionsøkonomisk uacceptabelt at lade et stort
kuld forblive ved en so, der ikke har funktionsdygtige patter til alle grisene, da mange af grisene
i så fald vil dø af sult, underafkøling og/eller ihjellægning. Herudover kan det være en belastning
for soen at have for mange grise, som ovenfor beskrevet. I praksis flyttes grise mellem kuld, sådan
at mindre kuld modtager grise fra større kuld. Den anbefalede størrelse af et kuld efter kuldudjævning
er 11-12 grise og kuldudjævningen bør ske indenfor de første 48 timer efter soen har faret,
dog først efter grisene har fået råmælk (Thorup, 2002). Flytning på et senere tidspunkt skaber
megen forstyrrelse i patteordnen, megen uro og soen kan være mere tilbøjelig til at afvise grisene.
Dette blev demonstreret i et forsøg, hvor kuld uden kuldudjævninger blev sammenlignet med kuld,
hvor der blev flyttet grise hver 3. dag i perioden 1 til 16 dage efter faring. Med undtagelse af dag
1 var der i kuldene, hvor der blev flyttet grise, flere kampe mellem grisene, søerne havde flere diegivninger
uden mælkenedlægning, de lå mindre i sideleje med yveret blottet og de snappede mere
efter grisene, særlig efter de fremmede grise (Robert og Martineau, 2001). Ifølge Thorup (1995f
(redigeret 2002)) er den fikserede so dog ikke i stand til at jage grisene bort fra yveret.
Hvorvidt hver so skal ligge med 11, 12 eller 13 grise diskuteres (Thorup, 2002). Fra 11 til 13 grise
steg pattegrisedødeligheden med 2% og fravænningsvægten faldt med 600 g. Fra 11 til 12 grise
steg dødeligheden med 0,5% og fravænningsvægten faldt med 400 g. Produktionsøkonomisk kan
dette imidlertid modregnes i sparede ammesøer og produktion af flere grise pr. stiplads, når der
bruges større kuldstørrelser. Hvad der bedst kan betale sig varierer mellem besætninger (Thorup,
Velfærdsproblemer hos de danske søer z 49