Velfærdsproblemer hos de danske søer - Dyrenes Beskyttelse

var mere fremherskende hos de ældre søer end hos de yngre. Unge dyr døde særlig af skader i forbindelse
med fødselshjælp, parring/inseminering og slåskampe med andre søer/overfald, samt sygdommen
regional tarmblødning. Ældre dyr døde i højere grad af hjerteklapbetændelse/blodforgiftning,
hjertesvækkelse, drejning af mave, milt og leverklap, skede-/børfremfald og MMA (Christensen et al.,
1995; Christensen, 1996). I det nyere materiale angives det ikke, om yngre søer i højere grad aflives
end ældre søer, ligesom aldersfordelingen på de forskellige dødsårsager ikke er kendt. Den ældre
undersøgelse kan måske give et fingerprej i retning af forholdene, som de er i dag, men billedet kan
have ændret i forbindelse med, at løsdrift af drægtige søer har vundet indpas.
Cyklus
I undersøgelsen fra 1998 var der størst dødelighed i perioden efter fravænning, hvor der døde
over 5 gange så mange søer pr. dag i forhold til første del af drægtigheden (10 søer pr. dag mod
1,8 søer pr. dag). Antallet af søer, der døde på grund af benproblemer, var stigende igennem cyklus
med en top i den første del af diegivningsperioden. Dette kan måske forklares med, at drægtigheden
er belastende for soens ben, men selvom soen har dårlige ben, ventes der med at aflive
hende til efter faring, således at grisene kan reddes (Pedersen og Brendstrup, 1998). Benproblemer
var også en væsentlig årsag til den høje dødelighed i perioden efter fravænning, formentlig
fordi det ikke kan betale sig at løbe en so igen, hvis den har benproblemer (Pedersen og Brendstrup,
1998).
I både undersøgelsen fra 1998 og undersøgelsen fra 2003 var der desuden mange søer, der døde i
perioden omkring faring på grund af tilbageholdte fostre, børbetændelse, uheldig fødselshjælp og
andre forhold omkring faringen (Pedersen og Brendstrup, 1998; Vestergaard, 2003; Vestergaard et
al., 2004). Også hjerteproblemer som dødsårsag indtræffer hyppigst omkring faringstidspunktet
(Vestergaard, 2003).
Besætningsforhold og management
I den obduktionsbaserede undersøgelse fra 1995 var der en tendens til stigende dødelighed ved
stigende besætningsstørrelse, idet søernes risiko for død eller aflivning var 3 gange større i besætninger
med over 100 årssøer end i besætninger med mindre end 50 årssøer (Christensen et
al., 1995). Dette blev også fundet i en tidligere undersøgelse af samme forfatter (Christensen og
Bülow, 1994). Sammenhængen kunne dog ikke bekræftes af undersøgelsen fra 1998 (Pedersen og
Brenstrup, 1998). I sidstnævnte undersøgelse var høj produktivitet i besætningen derimod knyttet
til lav dødelighed hos søerne. Dette skyldes måske, at et højt produktionsniveau forudsætter god
overvågning af dyrene, hvorved konstatering af skader og sygdom og iværksættelse af behandling
kan ske tidligere. I sidstnævnte undersøgelse blev der også fundet lavere dødelighed i besætninger,
hvor der blev fodret med vådfoder i fare- og drægtighedsstalden end i besætninger, hvor der
blev fodret med tørfoder. Dette kan måske skyldes, at der ved vådfodring er en større væskeforsyning,
sådan at urinvejene gennemskylles. Denne sammenhæng kunne imidlertid ikke demonstreres
i den obduktionsbaserede undersøgelse fra 1995 (Christensen et al., 1995). Her var der heller ikke
sammenhæng mellem hyppigheden af de enkelte dødsårsager og besætningens sundhedsstatus eller
diegivningsperiodens længde. Der var dog tendens til lavere dødelighed på grund af sygdomme
i fordøjelseskanalen i besætninger, der brugte halmstrøelse.
6.9.2. Slagtede søer
Som tidligere nævnt udsættes omkring en halv million søer hver år af de danske besætninger.
Omkring 12-13% af dem destrueres og 1% sælges videre. Langt hovedparten af de danske søer
136 z Velfærdsproblemer hos de danske søer