Velfærdsproblemer hos de danske søer - Dyrenes Beskyttelse

nen). Ved Fit-mix fodring er soen imidlertid ubeskyttet under foderoptagelsen, og søernes sult og
trang til samtidighed i ædeadfærden skaber en voldsomt konkurrencepræget fodringssituation.
Ved ESF er soen beskyttet under foderoptagelsen, og systemet har taget højde for søernes trang
til samtidighed ikke ved at give søerne adgang til foder på samme tid, men ved at forhindre andre
søer i at fortrænge den ædende so under foderoptagelsen. I systemer med fælles ædebokse eller
en æde-/hvileboks pr. so – er der taget højde for søernes motivation for at æde samtidig, hvilket
ud fra et velfærdsmæssigt synspunkt er en fordel. Om end det er en fordel, hvis søer kan æde
samtidig, formodes restriktiv fodring at medføre øget aggressionsniveau og generelt øget stress i
stien på grund af den konstante sult. Derfor medfører restriktiv fodring sociale velfærdsmæssige
problemer, selv hvor man har søgt at undgå konkurrencepræget fodring. Alle de nævnte systemer
er beskrevet nærmere i kapitel 3.
Fodring omkring faringen
Anbefalingen for fodring i farestalden er, at soen sættes ned i foderration de sidste 2-3 dage før faring
(fra ca. 3 FEsv til ca. 2 FEsv) og forbliver på den lave fodertildeling, indtil hun har faret. Dette
sker for at mindske risikoen for farefeber, idet forsøg har vist, at høj foderstyrke i dagene omkring
faring er forbundet hermed (Sørensen, 1999a (redigeret 2003)). Efter faring sættes hun gradvist op
i foder i løbet af en uges tid (fra 2 til 5 FEsv eller mere, afhængig af antal grise i kuldet). Herefter
fodres hun efter tilnærmet ædelyst (Sørensen, 1999b (redigeret 2003)). Det kan ikke udelukkes, at
den store bør i bughulen og fysiologiske ændringer mindsker soens sultfornemmelse op mod faringen.
Det er dog sandsynligt, at dette først forekommer helt tæt på faringen. Søerne oplever således
formentlig manglende mæthedsfornemmelse i den periode, hvor de er på nedsat foderration. Det
gælder i særlig grad de søer, der farer efter det forventede faringstidspunkt og i særlig grad i de tilfælde,
hvor foderrationen bliver sat endnu længere ned end de anbefalede ca. 2 FEsv. Busch (2001)
omtaler eksempelvis 20 besætninger, som indgik i en undersøgelse af sygdomskomplekset MMA.
Her blev brugt foderreduktion op til faring i alle besætningerne, og søerne fik mellem 1 og 2,5 FEsv
(gennemsnit 1,5 FEsv) i 1,5 til 7 dage (gennemsnit 3 dage). Søer, der har været sat ned til 1-1,5
Fes i 7 dage har næppe kunne æde sig mætte. Denne antagelse støttes af et forsøg, hvor det blev
fundet, at søer, der havde fri adgang til foder de sidste 8 dage af drægtigheden åd næsten dobbelt
så meget som søer, der var restriktivt fodret efter norm (dag 108-111 i drægtigheden blev der ved
restriktiv fodring givet 3,3 FEsv, og dag 112-faring blev der givet 2,5 Fesv) (Danielsen, 2003). Også
i ugen efter faring havde søer fodret efter ædelyst en signifikant højere foderoptagelse end søer, der
var under optrapning. Formodningen om, at søerne oplever sult op til faringen bestyrkes af, at der
på dette tidspunkt som oftest ikke tildeles fiberrigt foder eller halm, sådan som det nu er lovmæssigt
påkrævet for søer i drægtighedsstalden og i løbestalden (Anon., 2003a). Blandt søerne, der i
et forsøg havde ad libitum adgang til foder i ugen før faring, var der imidlertid også flere søer, der
fik MMA end der var blandt restriktivt fodrede søer, hvilket støtter den nuværende anbefaling om, at
fodre restriktivt med kraftfoder i dagene op til faring (Danielsen, 2003).
Fodring omkring brunsten
Landsudvalget for Svin anbefaler, at goldsøer fodres efter ædelyst ved fravænning, fordi dette
medfører, at brunsten fremskyndes (Sørensen, 1999c (redigeret 2003)). Ved fravænning er soens
foderoptag på omkring 6 FEsv (afhængig af antal grise i kuldet), men dette falder hen mod brunsten.
Det anbefales, at søerne tildeles en gennemsnitlig foderration på 4 FEsv. Uanset opstaldningsform
og hvorvidt der er tale om ældre eller nye stalde, skal der i følge lovgivningen tildeles
halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold, der kan give mæthedsfølelse og opfylde søernes
behov for at tygge (Anon., 2003b).
Det anføres af Landsudvalget for Svin, at kortvarig stress efter fravænningen – f.eks. flytning,
68 z Velfærdsproblemer hos de danske søer