Den Gode Dialog - Socialstyrelsen

42
Jobkonsulent: Ja, vi evaluerer utroligt meget på hvert møde, og efter hvert møde
snakker vi om, hvordan mødet gik.
Interviewer: Så det er ikke noget, der får lov til at ligge under gulvtæppet
Jobkonsulent: Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes, vi tager det op, og der er’ no
hard feelings’.
En socialsagsbehandler siger om diskussionskulturen:
Interviewer: Har du oplevet forskellige opfattelser af, f.eks. hvad man skal gøre
eller forskellige opfattelser af brugerens problematik
Sagsbehandler: Ja, ja det har jeg da, og det har så været til diskussion.
Interviewer: Har I kunnet I diskutere det igennem
Sagsbehandler: Ja, det synes jeg, at vi har gjort. Jeg har ikke oplevet, at man ikke
kunne nå til enighed, at der ikke har været lyttet til mine synspunkter Og det
gælder både i forhold til Beskæftigelsesenheden og til daghøjskolen. Man vil det
samme, og det er jo ikke mit behov, det drejer sig om, det er borgerens behov, der
er i spil.
Interviewer: Man kan være uenige, men det vigtige er, om man kan snakke sig
frem til en form for enighed. Er det det, du siger
Sagsbehandler: Ja, det synes jeg, at vi kan. Det kan f.eks. være, at det handler om,
hvad det er for en holdning, jeg har til familiearbejdet. Hvis familien ikke fungerer,
så synes jeg, at det kan være svært at tro på, at en aktiveringsindsats kan
fungere. Energien er bundet på andre måder, så på den måde går det også på, om
man går ind og anerkender det, der sker i familiearbejdet. Og måske sætter farten
lidt ned, så det passer sammen.
De faglige konsulenters opgave er blandt andet søge at kvalificere arbejdet sammen med
sagsbehandlere, der har en relativ stor egenkompetence. Om dette og diskussionskulturen i
afdeling siger en faglig konsulent:
Interviewer: Hvordan arbejder du med beslutninger, når sagsbehandlerne har så
relativt stor egenkompetence
Faglig konsulent: Jeg synes, at det er spændende at arbejde med måder at tage
beslutninger på, og det eksperimenterer vi lidt med. Vi har ikke så meget struktur
på det endnu. Vi er ved at lave en håndbog, der skal være en afdelingshåndbog.
Men vi er ikke en afdeling, der vil skrive alting ned til detaljen. Og i den forbindelse
diskuterer vi i afdelingen om, hvem der skal gøre hvad, og hvordan vi skal
forholde os til det. Et eksempel kunne være om, hvordan vi forholder os til en
borger, der kommer og siger, ”jeg har tabt min pung igen”, hvor vi oplever, at
personalet siger: ”Kan I ikke bestemme, hvordan vi forholder os til det”. Og det
vil vi så ikke. Det er et spørgsmål, hvor vi skal have en diskussion. Derfor har vi
forsøgt at tage sådanne diskussioner på afdelingsmødet, hvor vi simpelt hen
kaster det ud i nogle grupper og siger, ”Diskutér, og kom tilbage med alt det
input der er”. Så er der en summetid, og så går vi som faglige konsulenter