Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

100
Bilag 3.
FINSKE, NORSKE OG SVENSKE REGLER OM ISOLATION M.V.
Nedenfor omtales kort regler og anvendelse af isolation m.v.
i Finland, Norge og Sverige. Omtalen af forholdene i de nordiske
lande bygger bl.a. på en redegørelse fra december 1979,
der blev udarbejdet af en arbejdsgruppe under justitsministeriet
efter en rejse til de pågældende lande.
1. Finland.
Efter finske regler kan anholdelse besluttes af politi og anklagemyndighed.
Anholdelsesperioden kan efter nærmere regler
udstrækkes i op til 21 dage. Der kan endvidere administrativt
træffes afgørelse om fængsling, således at frihedsberøvelsen
kan vare i op til 35 dage uden domstolsprøvelse. Når fængslingsspørgsmålet
er indbragt for retten, har alene retten kompetence
til at træffe afgørelsen.
Reglerne om fængslingsgrunde svarer i vidt omfang til danske
regler. Der er således adgang til fængsling på grund af kollusionsrisiko.
I almindelighed stilles krav til kriminalitetens
grovhed, idet der normalt kræves, at det påsigtede forhold
kan«,medføre frihedsstraf i over 1 år.
De nedenfor nævnte regler for fængslede skal så vidt muligt
tillige anvendes på anholdte. Fængselsdirektørens kompetence
efter loven tilkommer i anholdelsesperioden politiet. I den
periode, hvor en person er anholdt, er han anbragt i politiets
fængsel og holdes isoleret uden adgang til kontakt med andre
indsatte eller til besøg, ligesom hans post gennemlæses
af politiet. Anbringelsen sker dog undertiden i tomandscelle.
Efter fængslingen overføres arrestanten til en af fængselsvæsenets
anstalter. Her har han som udgangspunkt ret til fællesskab,
men såfremt formålet med fængslingen kan forspildes ved