Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

27
I tilknytning til disse hovedkritikpunkter har det været anført,
at isolation anvendes i flere tilfælde og i længere perioder
end påkrævet, at de processuelle regler om isolation
og den faktiske behandling af isolerede personer er utilfredsstillende,
og at isolation slet ikke er tilstrækkelig effektiv
til at hindre kommunikation til og fra varetægtsfanger.
Endelig har det været anført, at isolation, som dette indgreb
anvendes i dag i Danmark, skulle være i strid med internationale
retsnormer, der er bindende for Danmark, navnlig Verdenserklæringen
om menneskerettigheder af 10. december 1948, den
Europæiske Menneskerettighedskonvention af 4. november 1950
(Lovtidende C 1953, s. 167) , De Forenede Nationers Standardminimumsregler
for Fangebehandling af 30. august 1955, Europarådets
Standard Minimum Regler for Behandling af Indsatte
(Resolution 1973/5, vedtaget af ministerkommitteen den 19.
januar 1973) og De Forenede Nationers erklæring om beskyttelse
imod tortur og anden grusom, umenneskelig eller vanærende
behandling eller straf (resolution 3452 vedtaget den 9. december
1975) .
Kritikken har været af stærkt varierende styrke, spændende
fra henstillinger - suppleret med praktiske anvisninger på
forbedringer og regulerende lovbestemmelser - til kraftige
fordømmelser. Kritikken har navnlig været fremsat fra politisk,
fra lægelig og fra juridisk side.
Den politiske kritik, der bl.a. har udmøntet sig i tre lovforslag
fremsat i folketinget den 8. oktober 1981, den 13.-;
oktober 1982 og den 2. marts 1983, skal ikke gøres til genstand
for omtale her.
Fra lægelig side er kritik navnlig rejst af overlæge ved Sankt
Hans Hospital, Finn Jørgensen i en erklæring af 12. juni 1979
suppleret af artikler i Nordisk Tidsskrift for Kriminalvidenskab
1979-80, s. 117 og i Ugeskrift for Læger 1981, s. 3346 -
og 1982, s. 750. Overlæge Jørgensen har endvidere medvirket
ved publikationer og henvendelser fra Dansk Retspolitisk For-