Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

109
fet af menneskerettighedskommissionen, og hvori det antages,
at isolationen i de pågældende tilfælde ikke er udtryk for
nogen tilsidesættelse af konventionens artikel 3.
4. Menneskerettighedsdomstolens dom af 18. januar 1978 i sagen
Ireland v. the United Kingdom (Judgments and Decisions Vol.
25) indeholder nogle principielle udtalelser om rækkevidden
af bestemmelsen i konventionens artikel 3. Domstolen udtaler
således bl.a. (side 65):
"As was emphasised by the Commission, illtreatment must attain
a minimum level of severity if it is to fall within the scope
of Article 3. The assessment of this minimum is, in the nature
of things, relative; it depends on all the circumstances
of the case, such as the duration of the treatment, its physical
or mental effects and, in some cases, the sex, age and
state of health of the victum, etc.
The Convention prohibits in absolute terms torture and inhuman
or degrading treatment or punishment, irrespective of the
victim's conduct. Unlike most of the substantive clauses of
the convention and of Protocols Nos. I and 4, Article 3 makes
no provision for exceptions and, under Article 15 § 2,
there can be no derogation therefrom even in the event of a
public emergency threatening the life of the nation."
I den irske sag synes menneskerettighedsdomstolen således at
opfatte begreberne tortur og umenneskelig eller vanærende behandling
som absolutte i den forstand, at en behandling, der
for en isoleret betragtning må anses for en krænkelse af konventionens
artikel 3, aldrig kan retfærdiggøres som følge af
konkrete omstændigheder. Det fremhæves imidlertid samtidig,
at den "nedre grænse" for bestemmelsens anvendelsesområde for
så vidt er relativ, som den bl.a. må afhænge af behandlingens
nærmere beskaffenhed og varighed, dens fysiske og psykiske
virkninger og sådanne individuelle forhold hos offeret, der
er af betydning for graden af behandlingens indvirkning på
ham. Derimod tager dommen ikke stilling til, om den "nedre
grænse" også er relativ i den forstand, at det i vurderingen
af et forholds forenelighed med konventionens artikel 3 også
må indgå, som offeret ved sin egen adfærd har givet rimelig
anledning til den behandling, han har været udsat for.