Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

35
tec risikoen for bevisødelæggeIse.
For arrestanter, om hvem der fra politiets side lægges særlig
vægt på isolationens effektivitet, kan man etablere skærpet
opsyn i forbindelse med gårdture, toiletbesøg etc. Af hensyn
til fængselsvæsenets personaleressourcer kan dette dog kun
ske i enkelte tilfælde.
De i dag foreliggende - beskrevne - muligheder for indbyrdes
kommunikation mellem de isolerede varetægtsarrestanter giver
efter udvalgets opfattelse ikke tilstrækkelig anledning til
at opgive isolation som straffeprocessuelt indgreb. En sådan
opgivelse ville give de sigtede væsentlig større muligheder
for at vanskeliggøre forfølgningen i deres sag, end de har
i dag. Denne vanskeliggørelse vil i mange sager om grov og
organiseret kriminalitet have karakter af egentlig ødelæggelse
af efterforskningen.
4.JL/7. Hvad angår kritikken af, at den i Danmark praktiserede
anvendelse af isolation skulle være i strid med internationale
retsnormer^ kan udvalget i det hele henvise til det
nedenfor i bilag 4, side 106, anførte, herunder navnlig referatet
af den eneste sag om isolationsfængsling i Danmark, der
endnu har været indbragt for et internationalt forum, og hvor
Den Europæiske Menneskerettighedskommission i sin afgørelse
af 16. december 1981 om en klage fra en pakistansk statsborger,
der havde været holdt isoleret i 425 dage, fandt klagen
åbenbart ugrundet ("manifestly ill-founded").
4.1.8. Endelig har kritikken i et vist omfang beskæftiget sig
med de forhold, de_r_ bydejs Escalations fængslede i arresterne
med hensyn til lokaler, beskæftigelsesforhold, adgang til samvær
med personale og forsorgsmedarbejdere m.v..
Det er klart, at den belastning som isolationen udsætter de
varetægtsfængslede for, afhænger af de faktiske forhold, hvorunder
isolationsfængsling etableres. Udvalget anser det for
ønskeligt, at disse forhold gøres så lempelige som muligt for
de indsatte. Herved vil man afsvække den humanitært begrundede