Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

61
isolation af sigtede. Det vil sige, at § 747 ikke - eller i
hvert fald ikke i alle tilfælde - vil kunne anvendes med det
formål at sikre bevis på en sådan måde, at sigtede kan udtages
af isolation. Udvalget har derfor overvejet, hvorvidt reglen
i § 747 bør suppleres med en adgang til bevisførelse under
efterforskningen med det særlige formål at muliggøre ophævelse
af en iværksat isolation. Det er herved udvalgets opfattelse,
at når isolation har varet i en vis længere periode, kan hensynet
til eventuelt at fritage sigtede for den belastning,
som indgrebet betyder, veje så tungt, at de almindelige retsplejemæssige
hensyn, der ligger bag grundsætningen om bevisumiddelbarhed,
i visse tilfælde må vige.
Derfor foreslår udvalget, at der åbnes adgang til anticiperet
bevisførelse med henblik på at sikre bevis på en sådan måde,
at ophævelse af isolation muliggøres, såfremt isolationen har
varet i et sammenhængende tidsrum på mere end 3 måneder.
Sidstnævnte tidsfrist er valgt, dels fordi den fravigelse af
bevisumiddelbarheden, som den anticiperede bevisførelse indeholder,
kun bør anvendes i tilfælde hvor alternativet typisk
er en virkelig alvorlig belastning af sigtede ved fortsat isolation,
og dels fordi anticiperet bevisførelse først med nytte
kan foretages, når efterforskningen er så vidt fremskreden,
at anklagemyndighed og forsvarer har et sådant overblik over
sagen, at man er klar over, hvilke forhold der skal belyses
ved bevisførelsen. Samtidig svarer 3-måneders fristen til de
af udvalgets flertal foreslåede regler i § 770 a, stk. 2, om
tidsbegrænsning af fuldstændig isolation til 3 måneder, medmindre
sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven
kan medføre fængsel i 6 år eller derover (jfr. ovenfor side
49) og i § 770 c, jfr. § 767, stk. 2, om adgang til at kræve
mundtlig forhandling af kæremål.
Reglen foreslås udformet således, at den anticiperede bevisførelse
forudsætter en begæring fra forsvareren. Dette skyldes,
at grundsætningen om bevisumiddelbarhed i vidt omfang
skyldes hensynet til forsvaret. Hvis sigtede og forsvareren
i den konkrete sag skønner, at det er i deres interesse, at