Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

31
Som følge heraf har udvalget måttet basere sine vurderinger
på mere almene betragtninger.
Allerede den omstændighed, at der i visse tilfælde kan være
risiko for, at isolation af en varetægtsarrestant kan medføre
en sygelig psykisk reaktion, uden at man i de enkelte tilfælde
på forhånd med sikkerhed vil kunne afgøre, om en sådan
risiko er til stede, må efter udvalgets opfattelse føre til
en særlig agtpågivenhed over for, at isolation ikke anvendes
i videre omfang end det er påkrævet, og ikke udstrækkes længere
end nødvendigt og forsvarligt, samt at der ved iværksættelse
og forlængelse af isolation tages vidtgående konkrete
hensyn, herunder til den varetægtsfængsledes eventuelle unge
alder og fysiske eller psykiske skrøbelighed.
4.1.2. Det har også været hævdet, at anvendelsen af isolation
ud fra et processuelt synspunkt er betænkelig, idet isolation
kan virke som en art pression mod den sigtede med den virkning
at fremkalde en tilståelse. Samme kritik har iøvrigt i
tidens løb været fremført også for så vidt angår selve varetægtsfængslingen
.
Kritikken har haft for øje både den mulighed, at en sigtets
ønske om at slippe ud af isolation kan motivere ham til at
aflægge en urigtig tilståelse, og selve det forhold at isolation
som et vedvarende onde, der af sigtede må påregnes at
ophøre med aflæggelse af tilståelse, kan virke som et tvangsmiddel
til fremkaldelse heraf, også i tilfælde, hvor tiltalte
faktisk er skyldig.
Udvalget er opmærksom på, at der i anvendelsen af isolationsfængsling
uundgåeligt må ligge et element, der af sigtede kan
opfattes som en motivation til at aflægge tilståelse. Herved
adskiller isolationsfængsling sig imidlertid ikke principielt
(men nok i henseende til intensitet) fra andre vedvarende straffeprocessuelle
tvangsindgreb, der indebærer opretholdelsen
af en af sigtede uønsket tilstand under efterforskningen.