Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

107
Kommissionen udtaler, at forlænget isolation er uheldig ("undesirable"),
særligt i tilfælde, hvor arrestanten er varetægtsfængslet.
Hvis særlige grunde har retfærdiggjort vedvarende
fængsling, kan den åbentbart bedst forkortes ved fremme af
domsforhandlingen. På den anden side lægger kommissionen vægt
på, at klageren ikke var totalt isoleret, men adskilt fra medindsatte
udelukkende for at gøre fængslingen sikker og opretholde
orden i fængslet. Endvidere havde klageren modtaget besøg
og læsestof, og havde radio. På denne baggrund fandt kommissionen
at klageren var undergivet adskilt arrest snarere
end isolation ("segregated rather than solitary confinement").
Kommissionen udtalte endvidere, at klageren ved sin adfærd
havde givet anledning til isolation.
På den anførte baggrund afviste kommissionen klagen som åbenbart
ugrundet ("manifestly ill-founded").
Klage nr. 7986/77 NN against Switzerland:
Klageren blev anholdt og fængslet i marts 1975 sigtet for terrorist-virksomhed,
herunder sprængstofattentater. Hun blev
i august 1977 udleveret til Italien, hvor hun var sigtet for
andre forhold. Den pågældende klagede bl.a. over, at hun under
sin varetægtsfængsling i Schweitz blev holdt i isolation.
For så vidt angår spørgsmålet om isolationen afviste kommissionen
klagen, idet de nationale retsmidler ikke var udtømt.
I et obiter dictum udtaler kommissionen imidlertid, at klagen
ville være blevet afvist som åbenbart ugrundet ("manifestly
ill-founded)", såfremt afvisningsgrunden ikke var den manglende
udnyttelse af de nationale retsmidler. Kommissionen har
herved lagt vægt på, at klageren havde tilstrækkeligt læsestof
til sin rådighed, hun kunne lytte til et radioprogram,
og fra tid til anden havde hun samkvem med andre kvindelige
indsatte, i hvert fald de første måneder under fængslingen.
Endvidere havde hun tilladelse til at modtage besøg og modtog
faktisk temmelig ofte besøg af sin søn, sin advokat og
dennes kompagnon, en socialrådgiver, ligesom hun blev tilset