Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

65
ringen af, hvor byrdefuld isolationsfængsling er, næppe lægge
for stor vægt på kortvarige, rutinemæssige kontakter med personalet.
Derimod kan længerevarende samkvem, der særligt har
til formål at beskæftige sig med den indsatte, have betydning.
Udvalget har på denne baggrund overvejet, om der bør fastsættes
særlige regler, der regulerer isoleredes adgang til sådant
samkvem. Der kunne i denne forbindelse være tale om samvær
med forsorgsmedarbejdere, medarbejdere med pædagogisk baggrund
m.fl.
Efter den gældende retsplejelovs § 776 fastsætter justitsministeren
nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter
og om den bistand, der ydes dem for at begrænse de erhvervsmæssige,
sociale og personlige ulemper, som følger af varetægten.
Dette omfatter naturligvis også isolerede arrestanter.
Gældende regler og praksis om behandlingen af isolerede arrestanter
er omtalt ovenfor i kapitel 1. Som det fremgår heraf
søges ulemperne ved isolation allerede under de nuværende forhold
begrænset på forskellig måde.
Udvalget anser den forsorgsmæssige behandling af isolerede
arrestanter for at være af væsentlig betydning. Styrken af
den indsats, hvormed man fra fængselsvæsenets side til enhver
tid søger at begrænse ulemperne ved isolation, vil endvidere
efter udvalgets udkast have betydning for afgørelser om iværksættelse
og opretholdelse af fuldstændig isolation, jfr. ovenfor
p. 53 om proportionalitetsreglen.
Efter udvalgets opfattelse bør der sættes ind med tilbud om
regelmæssige, længerevarende samtaler af såvel forsorgsmæssig
som almenmenneskelig karakter. Sådant tilbud bør navnlig gives
til unge eller psykisk skrøbelige isolationsfanger og til personer,
der har været isolationsfængslet i nogen tid, f.eks.
4 uger.
Den særlige forsorgsmæssige indsats over for isolerede arrestanter
bør dog ikke begrænses hertil. Det bør sikres, at de
isolerede reelt får mulighed for at udnytte de rettigheder