Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

64
Fængselslægens behandling af forefundne lidelser sker uafhængigt
af, hvad der må antages at være årsag til lidelsen. Også
psykiske lidelser, der måtte være fremkaldt eller forstærket
af isolation, henhører under fængselslægens behandling.
Det ligger uden for fængselslægens kompetence at ordinere en
ophævelse af isolation. Derimod har lægen mulighed for ved
erklæring til fængslets ledelse og efter omstændighederne til
anklagemyndigheden, forsvareren og cetten at ytre sig om, hvorvidt
og i hvilket omfang et konstateret psykopatologisk symptom
må antages at være fremkaldt eller forværret af isolation,
og hvorledes den indsattes prognose må skønnes at være under
fortsat isolation. Sådanne lægelige oplysninger vil indgå som
elementer i den proportionalitetsafvejning, som retten til
enhver tid skal foretage ved afgørelse af isolationsspørgsmålet.
Uanset om fængselslægen fører skærpet tilsyn med isolationsfængslede,
og eventuelt afgiver periodiske erklæringer,
må det understreges, at ansvaret for isolationen påhviler retten.
Der kan om de lægeetiske problemer i forbindelse med isolationsfængsling
navnlig henvises til en udtalelse fra hovedbestyrelsen
for Den almindelige Danske Lægeforening, gengivet i Ugeskrift
for Læger 1982, s. 494.
4._5_._2_._ Behandlingen af isolerede arrestanter.
Følgerne af isolation for den indsatte afhænger af, under hvilke
former isolationen finder sted. En bestemmelse om delvis
isolation indebærer i sig selv blot at den sigtede i varetægtsfængslet
afskæres fra samkvem med en eller flere bestemte indsatte.
Ved fuldstændig isolation har den sigtede derimod ikke
adgang til samkvem med nogen anden arrestant.
Det er klart, at i det omfang, isolerede arrestanter får mulighed
for samkvem med andre personer end medinclsatte, mindskes
ulemperne ved isolation. Det har i debatten været anført, at
isolationsfængslede har kontakt med fængselspersonalet 15 -
20 gange om dagen. Efter udvalgets opfattelse bør man ved vurde-