Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

43
Udvalget finder ikke grundlag for at foreslå en sådan skærpelse
eller iøvrigt at foreslå skærpelse af mistankekravet og
kriminalitetskravet, som de er opstillet i § 762, stk. 1. Udvalget
lægger herved for så vidt angår mistankekravet vægt
på, at spørgsmålet om isolation typisk opstår på et tidspunkt
under sagen, hvor efterforskningen endnu ikke er så vidt fremskreden,
at mistanken er bestyrket udover, hvad der kræves
for at træffe bestemmelse om varetægtsfængsling. For så vidt
angår kriminalitétskravet lægger udvalget vægt på, at der i
en del tilfælde i praksis er behov for i hvert fald kortvarig
isolation også i sager vedrørende mindre grov kriminalitet,
som er af den i retsplejelovens § 762, stk. 1, krævede beskaffenhed.
Udvalget finder dog, at der med hensyn til spørgsmålet
om tidsbegrænsning bør lægges betydelig vægt på kriminalitetens
grovhed, jfr. nedenfor, p. 48.
4.2.3. Indikationskrav.
Ved indikationen for et straffeprocessuelt tvangsindgreb forstås
de særlige hensyn, som i det enkelte tilfælde begrunder
og legitimerer indgrebets foretagelse, ved varetægtsfængsling
består indikationen således i de særlige fængslingsgrunde:
flugtfare, gentagelsesfare, kollusionsfare og retshåndhævelsesbehov.
Som betingelse for at tillade et straffeprocessuelt
tvangsindgreb opstiller retsreglerne normalt krav med hensyn
til dels indikationens indhold, d.v.s. angivelse af de grunde,
der skal foreligge for at tillade indgrebets foretagelse,
dels indikationens grundlag d.v.s. den styrke, hvormed
disse grunde gør sig gældende.
Retsplejelovens § 770, stk. 3, fastsætter, at isolation kan
ske af hensyn til efterforskningens øjemed. Kravet til indikationen
eller det straffeprocessuelle behov er ikke nærmere
angivet i bestemmelsen. Udvalget har overvejet dels hvilke
fængslingsgrunde, der bør kunne føre til isolation, dels hvorvidt
der herudover bør opstilles særlige indikationskrav ved
isolation.
Som anført ovenfor side 42 finder udvalget, at der kun ved