Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

23
plejelovens § 217 modsætningsvis, men der er ikke noget til
hinder for, at afgørelsen træffes ved kendelse. Retsplejeloven
kræver ikke, at afgørelser, der træffes ved beslutning,
begrundes, jfr. § 218. Indgrebets betydning for varetægtsarrestanten
og hensynet til eventuel kærebehandling taler dog
for, at afgørelsen begrundes, jfr. landsretspræsidenternes
skrivelse af 12. oktober 1979. Landsrettens afgørelse om isolation
i U.1979.1011.H. er truffet ved kendelse med en udførlig
begrundelse.
Sigtede har normalt adgang til at være til stede i retsmødet.
De nærmere regler herom findes i retsplejelovens §§ 748, stk.
1, 764 og 767.
Sigtede, der varetægtsfængsles, skal have forsvarerbistand
allerede fra det tidspunkt, hvor fremstilling sker i grundlovsforhør.
Det hører til forsvarerens pligter også at bistå
sigtede i forbindelse med spørgsmålet om isolation, og forsvareren
indkaldes til retsmødet. Der henvises til retsplejelovens
§§ 731, 764, 767 og 748, stk. 2.
2.3. Var_ighed, omgørelse og appel.
Reglerne om fastsættelse af frist for varetægtsfængslingens
varighed, jfr. retsplejelovens § 767, gælder ikke for afgørelser
om isolation. Efter landsretspræsidenternes skrivelse
af 12. oktober 1979 består en bestemmelse om isolation også
under forlængelse af varetægtsfængslingen, medmindre retten
træffer anden bestemmelse, eller politiet selv ophæver isolationen.
Efter den almindelige bestemmelse i retsplejelovens
§ 222 kan en beslutning om isolation omgøres, når nye oplysninger
foreligger, samt når retten i øvrigt finder det hensigtsmæssigt.
Omgørelse må kunne ske, selvom afgørelsen måtte
være truffet ved kendelse, jfr. om varetægtsfængsling §
766. Beslutning om isolation kan appelleres ved kæremål enten
selvstændigt eller i forbindelse med kære af bestemmelse
om varetægtsfængsling, jfr. § 968, stk. 1. Bestemmelsen
i § 968, stk. 2, der udelukker kæremål af visse afgørelser
under domsforhandling og forberedelse heraf, gælder ikke af-