Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

19
under påkendelse. Justitsministeriet indhentede på baggrund
af et spørgsmål herom fra folketingets retsudvalg udtalelser
fra en række af justitsvæsenets myndigheder og organisationer.
I justitsministeriets besvarelse fremhæves for så vidt angår
§ 770, stk. 3, at sigtede efter lovforslaget kan forlange,
at spørgsmålet om isolation forelægges for retten til afgørelse.
Det hedder herefter i svaret:
"Det må endvidere som fremhævet af politimesterforeningen antages, at isolation
i hvert fald i efterforskningens første fase oftest vil være nødvendig,
hvor varetægt anordnes efter lovforslagets § 762, stk. 1, nr. 3,
der enten alene eller i forbindelse med andre fængslingsgrunde påberåbes
ved det helt overvejende antal fængslinger.
På denne baggrund kan det hævdes, at der ikke af hensyn til sigtedes retsbeskyttelse
er tilstrækkelig grund til at ændre lovforslagets ordning.
På den anden side er justitsministeriet enig med advokatrådet i, at varetægt
er et alvorligt og efter omstændighederne belastende indgreb over
for sigtede, og at dette kan tale for, at spørgsmålet om isolation altid
afgøres af retten. Justitsministeriet har derfor ingen indvendinger imod,
at § 770, stk. 3, ændres som foreslået af advokatrådet."
Justitsministeren fremsatte i overensstemmelse hermed et ændringsforslag
til lovforslaget, hvorved § 770, stk. 3, fik
sin nuværende ordlyd, således at kompetencen til at træffe
bestemmelse om isolation i alle tilfælde henlagdes til retten.
Under folketingsbehandlingen opretholdtes derimod lovforslagets
regler om, at politiet under rekurs til retten træffer
afgørelse om besøgs- og brevkontrol m.v., jfr. §§ 771-773.
Ændringen af § 770, stk. 3, bevirkede således, at spørgsmålet
om indbringelse for retten blev reguleret forskelligt for
henholdsvis isolation og andre begrænsninger af varetægtsarrestanters
rettigheder af hensyn til varetægtsfængslingens
øjemed.
Bestemmelsen i § 770, stk. 3, som affattet ved justitsmini-