Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

55
lation i et vist omfang efter andre processuelle regler end
spørgsmålet om varetægtsfængsling, jfr. ovenfor i afsnit 2.2.
Afgørelse om isolation kan således træffes ved beslutning,
der ikke efter loven behøver at begrundes. Efter udvalgets
opfattelse er spørgsmålet om isolation så væsentligt for de
sigtede, at denne forskel ikke bør opretholdes.
Udvalget foreslår derfor reglerne om behandlingen af fængslingsspørgsmålet
overført til afgørelser om isolation ved en
henvisningsbestemmelse, der omfatter reglerne i retsplejelovens
§ 764, stk. 2-4 samt §§ 766-69.
4.3.1. Dette indebærer for det første, at sigtede ved afgørelsen
om isolation efter de nærmere regler i § 764, stk 2-3,
skal have lejlighed til aj: udtale_sig_ om spørgsmålet. Dernæst
præciseres det, at forsvareren skal bistå den sigtede også
med hensyn til spørgsmålet om isolation. Endvidere skal afgørelsen
om isolation træffes ved kendelse, som skal begrundes
i overensstemmelse med det særlige krav i § 764, stk. 4.
Kendelsen om isolation skal således angive de konkrete omstændigheder
i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for
isolation er opfyldt. Den udførlige begrundelse vil bl.a. være
af betydning for forsvarerens stillingtagen til spørgsmålet
om anticiperet bevisførelse, jfr. nedenfor s. 59.
Ved henvisningen til retsplejelovens § 766 fastslås, at kendelse
om isolation til enhver tid kan omgøres af retten.
4.3.2. Udvalget har endvidere fundet, at der af hensyn til
at sikre, at isolation ikke udstrækkes længere end nødvendigt,
bør fastsættes en frist for isolationens varighed. Denne frist
bør som udgangspunkt fastsættes efter samme regler som ved
varetægtsfængsling, jfr. retsplejelovens § 767, stk. 1. Dette
indebærer, at fristen skal fastsættes så kort som muligt, og
at den ikke må overstige 4 uger.
Som en særlig regel for isolation foreslår udvalget imidlertid,
at den første frist ved indgrebets iværksættelse ikke bør kunne
overstige 2 uger. Begrundelsen herfor er, at det ved etab-