Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

10^4
Reglerne om fængslingsgrunde svarer i vidt omfang til danske
regler. Fængsling kan således ske, hvor der er risiko for kollusion.
Den fængslede har ret til fællesskab i det omfang, pladsforholdene
tillader det, medmindre dette indebærer en sikkerhedseller
kollusionsrisiko.
Enrumsanbringelse på grund af fare for bevisødelæggelse besluttes
af anklagemyndigheden, og spørgsmålet kan ikke indbringes
for retten, men alene påklages til overordnede, administrative
myndigheder.
Adgangen til fællesskab er indført ved en lov, der trådte i
kraft den 1. januar 1977. I adskillige fængsler er de bygningsmæssige
forhold dog stadig sådan, at mulighederne for at tilbyde
fællesskab er begrænsede.
Når en person er fængslet på grund af kollusionsf are, vil anklagemyndigheden
næsten altid træffe bestemmelse om enrumsanbringelse
uden nogen form for kontakt med andre indsatte og
om brev-, besøgs- og telefonforbud. I enkelte tilfælde fastsættes
i stedet for enrumsanbringelse, at den pågældende ikke
må være i fællesskab med medsigtede.
Den svenske rigsadvokat har i et cirkulære i forbindelse med
lovændringen pr. 1. januar 1977 foreskrevet, at den kompetence,
der i loven er tillagt anklagemyndigheden ved kollusionsrisiko,
ikke bør anvendes, når retten ikke har begrundet fængslingen
med denne risiko, medmindre kollusionsrisikoen skyldes
senere ændringer i efterforskningssituationen. Rigsadvokaten
har samtidig henledt opmærksomheden på, at eventuelle restriktioner
oftest kan gøres partielle. I forarbejderne til loven
fremhæves, at det er vigtigt, at anklagemyndigheden påser, at
fængslede påføres så få gener som muligt.
Den fængslede har som udgangspunkt ret til at modtage besøg
uden overvågning, medmindre der er sikkerhedsmæssig risiko derved.