Isolation af varetægtsarrestanter - Krim

108
af 2 læger. Ingen anmodning om besøgstilladelse var blevet
afslået af fængselsmyndighederne. Kommissionen bemærker også,
at klageren i hemmelighed havde udvekslet meddelelser med
en anden indsat vedrørende en flugtplan. De begrænsninger med
hensyn til samkvem med medindsatte, som hun blev udsat for,
forekommer således at være retfærdiggjort som følge af hendes
egen adfærd. Endvidere bidrog hun til forringelse af sin
helbredstilstand derved, at hun ved 3 lejligheder gik i sultestrejke
.
Vedrørende spørgsmålet om isolation af strafafsonere kan anføres
følgende afgørelse, truffet af kommissionen:
Klage nr ._2749/66 _NN against the UK:
Klageren, der var født i 1909, blev i december 1963 idømt fængsel
i 7 år for bedrageri, dokumentfalsk og falsk forklaring
for retten. Han indgav en række klager til kommissionen, herunder
over at han efter dommen var isoleret 20 timer i døgnet
over en periode på 10 måneder. I denne periode var lyset i
cellen tændt hele døgnet.
Kommissionen udtalte, at den omhandlede isolation ikke var
udtryk for nogen krænkelse af konventionen, hvorfor klagen
for så vidt blev afvist som "manifestly ill-founded".
Det bemærkes, at kommissionen ikke i noget tilfælde ses at
have udtalt, at isolation af en varetægtsarrestant eller strafafsoner
udgjorde et brud på menneskerettighedskonventionens
artikel 3 eller nogen af konventionens øvrige bestemmelser.
3. Det særlige spørgsmål om isolation er kun sparsomt behandlet
i litteraturen om den europæiske menneskerettighedskonvention.
Der kan henvises til A. H. Robertson: Human rights in Europe
(1977) side 38, Francis G. Jacobs: The European Convention
on Human Rights (1975) side 30 og Ziam M. Nedjati: Human Rights
under the European Convention (European Studies in Law, Vol.
8, 1978) side 67. Fremstillingerne hos disse forfattere indskrænker
sig til henvisninger til de afgørelser, der er truf-