Journalistiske arbejdsmetodermedtaget i selve den journalistiske fortælling kan den være med til at skabe en øget forståelse hosmodtageren af selve konflikten.Figur 5: Julien Greimas’aktantmodel(Thorsen & Møller 1992, s. 37).Hvis en historie fremstilles på en for forenklet måde, for eksempel ved at den virkelighed, der iagttages,uanset dens kompleksitet, kun deles op i to dele, der er i indbyrdes konflikt, så som ”for og imod”,”ond og god” og ”helt og skurk”, og beskrivelsen af det faktuelle indhold ofres på bekostning afuenigheden, kan det svække den saglige information og blokere for modtagerens reelle forståelse afsagen (Kramhøft 2000).Specielt i den politiske journalistik kan en overdreven og ureflekteret anvendelse af konfliktperspektivet haveuheldige konsekvenser. Fokuseringen på politiske uenigheder overskygger nemlig let substansen i historienmed den konsekvens, at borgerne mister muligheden for at få reel indsigt i en given sag eller lovgivning.Det kan også give et fortegnet billede af virkeligheden (…) og udløse afmagt hos læserne frem for at inviteredem til en aktiv deltagelse i samfundsdebatten og i beslutningsprocesserne (Kramhøft 2000, s. 60-65).Kirsten Mogensen, lektor i journalistik ved Roskilde Universitetscenter, har i sin bog Arven – journalistikkenstraditioner, normer og begreber (2000) sat hvert nyhedskriterium i forbindelse med en journalistiskarketype. Konfliktkriteriet bliver således sat i forbindelse med arketypen jonglør 27 . Jonglørener en journalist der tager den demokratiske debat alvorligt og har som opgave at analysere og videreformidlede centrale temaer og argumenter i den folkelige debat.Det er journalistens opgave at præsentere den grundlæggende debat om væsentlige samfundsmæssigespørgsmål, så borgerne kan diskutere videre i mindre grupper. Det kræver en evne til at se gennem alden tåge og støj, som magthavernes korps af kommunikatører lægger ud (…) Jongløren må være kildekritisk.Det afgørende er sjældent, hvor debattørerne er placeret på den politiske scene. Det afgørendeer at få belyst emnet fra mange sider, så læserne, lytterne og seerne får en klar forståelse af demange forskellige muligheder og deres konsekvenser (Mogensen 2000, s. 116).Journalisten træder først ind i jonglørens rolle, når forskellige mennesker har forskellige holdninger, meninger,følelser, erfaringer og viden omkring et emne. Når der ikke kun er et enkelt svar. Når verden er usikker,og der er behov for en journalist, som kan holde de mange bolde i luften uden at tabe dem på gulvet. Og sættedem i spil på en meningsfuld måde (Mogensen 2000, s. 117).Konflikter er uundgåeligeJournalister fokuserer meget på konflikter, og dette har sin årsag - en af pressens roller i forhold tildemokratiet, er at skabe et forum for diskussion og løse konflikter ved hjælp af argumenter. I et demokratisksamfund er konflikter uundgåelige. Der findes mange naturlige konflikter som opstår, fordi vi27 Mogensen bruger metaforer til at beskrive de forskellige typer. Dem vil jeg ikke gå ind i og ikke bruge fremover, da de ingen betydninghar for min brug af hendes tekst.47
Journalistiske arbejdsmetoderser ting fra forskellige perspektiver og har forskellige opfattelser af mål, middel, perception og fordeling(Mogensen 2000). Inden for det politiske område er uenighed og konflikter drivkraften bag udviklingen.Når man er uenige om et eller andre grundlæggende spørgsmål, er det samtidig et udtryk for,at man er enige om, at netop dette område er centralt og af stor betydning for dem der er uenige. Såvigtigt, at man bliver nødt til at nå frem til en fælles ordning, for at det kan fungere. Uenigheden ermed andre ord dynamoen for politik og dermed for udviklingen af det politiske fællesskab (Andersen1997, s. 108).Forenklede konflikterVort samfund kan ikke udvikle sig uden løbende konflikter, det er så mediernes opgave at synliggørekonflikterne overfor samfundets borgere samt give borgerne overblik over konfliktens parter og bagvedliggendestrukturelle sammenhænge. Denne opgave løser medierne ikke til fulde. Konflikter ertypisk ret komplekse, og sandheden sjældent sort eller hvid. Journalisten står ofte i det dilemma, at enhistorie ofte kan blive alt for lang, kedelig og uklar hvis alle aspekter skal med og forklares, hvilketifølge Mejlby kan betyde, at læserne falder fra; Jo mere kompliceretfremstillingen er, des mindre chance er der for, at historienbliver læst og forstået (Mejlby 1996, s. 81). Ifølge Mejlby vælgerjournalister derfor ofte at forenkle historien i en sådan grad, at historienbliver mere sort og hvid, end sandt er og eksempelvis denenkelte politiker, ifølge journalist Connie Hedegaard, meresort/hvid unuanceret end vedkommende faktisk er (Hedegaard 28 ).Set med Mejlbys øjne er konfliktens forenkling dog typisk et gode– vinkling er som en tøjsnor, hvor kun de relevante stykker informationer hængt til tørre til hjælp for både journalist og modtager(Mejlby 1996):Hvis man har en antagelse om, at allesvaner er hvide, kan det ikke nyttenoget at lede efter hvide svaner.Bestræbelsen skal gå ud på at ledeefter sorte svaner, og finder man blotén, er tesen falsificeret(Per Hansen, lektor v/ center forhistorie, Syddansk Universitet).Ved at forenkle gør journalisten sammenhængen tydeligere og lettere at forstå, og ved at koncentrere sig omet enkelt eller nogle få aspekter kan journalisten også opnå, at historien bliver mere interessant og dramatisk(Mejlby 1996, s. 81).I undersøgelsen Først med det sidste – en nyhedsuge i Danmark, kritiserer Charlotte Wien denne forenkling.Problemet er at journalisten i forenklingens kamp på forhånd finder sin vinkel, hvorefter haneller hun tager skyklapper på og drager ud i verden for med lys og lygte at lede efter alt, hvad der kanbekræfte hypotesen (Wien 2000).Det betænkelige ved denne form for lige-efter-bogen journalistik i omnibus-aviserne (og i de øvrige medier)er, at arbejdsformen ikke blot forenkler, men også fortegner den moderne verdens uoverskuelighed. Nårjournalistisk vinkelbeskæring anvendes ukritisk som en skabelon, der kan lægges ned over alle ting, fører lærebøgernesulidelige lethed i værste fald til ensidighed og næsten altid til ensartethed. Når det kombineresmed lærebøgernes velsignelse af, at journalisten bør arbejde målrettet på at bekræfte sine forudfattede antagelser,så forfalder tilsyneladende objektiv og kritisk journalistik let til formidling af forenklede og selvbekræftedepostulater (Wien 2000, s. 124).I ’Debatforum’ har jeg ligeledes kunnet observere denne kritik af journalisters forenklinger og fastlagtehypoteser. Vægten skriver;Flere journalister er decideret ubehøvlede, når de har gæster f.eks. politikere i studiet. De bør forsøge at afdækkeen sag reelt. I stedet har man på fornemmelsen, at hvis bare de (journalisterne) får deres pointe, somer fastlagt i forvejen, igennem, så har de vundet debatten (Vægten, bilag 2 s. 117).28 Medier og demokratiet,(http://politiken.dk/visartikel.asp?TemplateID=679&PageID=180043).48