Et Skridt på Vejen… - Kommunikationsforum

Afsluttende diskussionDe forskellige medier har også forskellige styrker, som kan fremhæves i et mediesamarbejde. De arbejdsmetodeændringerjeg her i specialet har været inde på, har været gældende for alle medier skåretover én kam. Men hver enkelt medie har nogle karakteristika, som bør være det centrale omdrejningspunkt,hvis medierne skal forsøge at appellere til modtagernes interesse. Når en historie er af ”her-ognu”-karakterskal radioen og internet-udgaven være førende. Når en historie appellerer til følelserne,er det tv der fører ordet – og når det handler om overblik, baggrund og analyse hedder kusken i førersædetavisen (Jacobsen & Rasmussen 76 ). Hvis medierne hver især gør det, de er bedst til, i stedet for atkonkurrere om de samme nyhedskriterier bliver der større variation i nyhedsudbuddet til fordel formodtagerne. Ved i højere grad at fokusere på forskellige formidlingsformer lægger det op til at borgere,på trods af forskellige behov, kan få deres nyhedsbehov tilfredsstillet.NetværksfasenTredje og sidste fase af et public journalism projekt er, ifølge Charity, netværksfasen. Her henvisermedierne til forskellige organisationer, partier eller privatpersoner, som interesserer sig for de fremlagteproblemer og løsningsforslag, og hvor læserne, lytterne og seerne kan få yderligere informationereller involvere sig direkte (Bro 77 ).I min beskrivelse af idealprojektet Et Skridt på Vejen… når jeg slet ikke til netværksfasen – måske afden grund, at jeg tog for givet at projektet bare ville stoppe automatisk på valgdagen d. 20. november,når stemmerne er talt op og de nye politikere til byrådene er valgt. I mit projekt lægger jeg derved optil en repræsentativ demokratiforståelse, hvor befolkningen kun forholder sig aktive i forbindelse medvalg af de repræsentanter der derefter skal tage beslutninger på vegne af borgerne frem til næste valg.Men idéen med public journalism projekter er netop, at borgerne ikke skal forholde sig passive imellemvalgene.Ifølge Iggers er det meningen at borgerne også imellem valg skal deltage i den samfundsmæssige dialogog være med til at fastholde politikerne i deres løfter fra valgperioden og gøre dem ansvarlige herfor(Iggers 1998), og her kommer public journalisms idé om journalisten som guidehund især ind.Journalisten dirigerer borgeren de steder hen, hvor borgeren kan få mere at vide. Han hjælper borgerenmed at komme i kontakt med andre, som interesserer sig for de samme ting. Han sætter diskussioner igang. Han giver gode råd.. Med andre ord: Journalisten gør sig selv nyttig ved at fungere som betroetguide for borgerne. Hvis man som borger bliver taget alvorligt på denne måde - og bliver betragtetsom ligeværdig part i forholdet, så bliver mediet - og så bliver journalisten - betragtet som et troværdigttilholdssted, som man gerne kommer tilbage til (Neimanas 78 ). Hvis journalisterne dermed formårat genskabe tillidsbåndene til befolkningen, er vi forhåbentlig kommet et skridt på vejen til bedre tiderfor medierne og bedre tider for den demokratiske dialog.Hvis man ikke kan lægge en avis frem som er til gavn for læserne og læserne kan identificere sig i historierneog kan se at hvis de reagerer over for avisen, så tager avisen det seriøst (…). Hvis ikke det kan få vakt læsereog skabt læsere og dermed skabt marked for vores avis, jamen så må jeg sige, at så er jeg også noget meredesillusioneret på mit fags vegne (Bilag 1 s. 99).(http://www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/f1d881e1b5bb5fd8c1256a7000781690/c499e0d61ce8f694c1256ae00043700d?OpenDocument).76 Ibid.77 Public journalism – historien, holdningerne og håndværket bag den nye aktivistiske journalistik,(www.cfje.dk/cfje/Vidbase.nsf/4b13051d35e74553c12566dd0051a249/1c4a7bd6e).78 Journalistikkens nye veje,(www.cfje.dk/cfje/vidbase.nsf/(CBfritekstmultiDB)/B78F83932A8BA170C1256A6F006700A2?OpenDocument).81