Et Skridt på Vejen… - Kommunikationsforum

KonklusionKonklusionVort samfund kaldes af Anthony Giddens for det senmoderne samfund – et samfund som er rigt påviden og hvor den teknologiske udvikling har skabt mulighed for, at borgerne selv kan indhente denneviden uden at være afhængige af journalistikken som led i processen. I takt med den teknologiske udviklinghar befolkningens ønsker og behov ændret sig. Samfundet er præget af individualisme. Vivælger selv hvad vi ønsker at opnå viden omkring. Som en type solidariske egoister engagerer vi oskun i sager, som har vores personlige interesse. Vi engagerer os kun, hvis vi kan se meningen med detog det stemmer overens med vores personlige holdninger og værdier. Det senmoderne samfund harskabt en ny type borger, som ikke uanset hvilke midler journalister, politikere og andre tager i brug vilkunne føle en ret og en pligt til at deltage aktivt i demokratiet, hvis ikke det har en klar forbindelse tilens personlige livsverden. Peter Kramhøft har derfor ret, når han skriver, at befolkningen har ændretsig fra at være borgere til at være forbrugere, som kun engagerer sig hvis det er strengt nødvendigt i ensag, der tjener ens private interesse. Ifølge Kim Schrøders definition kan befolkningen betegnes somborgere, hvis blot de engagerer sig i det offentlige rum. Denne definition er meget mere i overensstemmelsemed livet i det senmoderne samfund.I det senmoderne samfund vil en definition af en borger være en person, som engagerer sig i det offentligerum, hvis det tjener egen private interesse og det stemmer overens med egen livsverdens værdierog moralbegreber. Befolkningen er generelt meget engagerede i deres eget lokale miljø, hvor detdirekte demokrati står stærkt, og hvor borgerne føler de har størst mulighed for at gøre deres indflydelsegældende.På den nationale scene har det direkte demokrati ikke så mange udfoldelsesmuligheder. Befolkningenføler generelt ikke, de bliver taget alvorligt, bliver ordentligt informeret, bliver lyttet til, bliver respekteretfor deres meninger og bliver inddraget i de samfundsmæssige overvejelser, sådan at de føler etmedejerskab i forhold til de politiske beslutninger, der bliver taget. Desuden føler borgerne ikke, at enaktiv deltagelse på samfundsniveau har reel nytte - beslutningerne der tages på dette niveau har ikkenoget med deres personlige liv at gøre og har ikke indflydelse derpå. Bag befolkningens passivitetligger der for manges vedkommende en stor interesse for politiske og samfundsmæssige diskussioner.Befolkningen ønsker dialog, men har ikke de optimale muligheder for at indgå i dialogen, som situationenser ud lige nu.I senmoderniteten har medierne en vigtig rolle som vores fælles offentlige samlingspunkt. Mediernebygger offentlige scener op, som befolkes af blandt andet politikere og eksperter. Medierne har traditioneltikke givet befolkningen mulighed for at deltage på denne scene som andet end en slags stilistiskfyldstof (vox pop, markante offerhistorier osv.) Medierne har traditionelt haft magten til at bestemmehvem der måtte betræde scenen og dermed har medierne set sig selv som en kanal for sandhed, hvorkommunikationen gik envejs fra journalister, politikere og eksperter som afsendere til borgerne sommodtagere. Den teknologiske udvikling har nu givet mulighed for større interaktion mellem afsenderog modtager, hvilket har skabt mulighed for en aktiv modtagerposition. Ligeledes har det senmodernesamfund gjort begreberne sandhed og vished til usikre størrelser, og befolkningen har mistet tilliden tilmedierne som sandhedsformidlere.Trods udviklingen har medierne i høj grad bibeholdt deres traditionelle kommunikationsforståelse,hvilket har medvirket til, at borgerne er blevet passive iagttagere af blandt andet det politiske spil oghar mistet tilliden til medierne og interessen for deres formidlingsmetoder. Manglen på mulighed fordialog i medierne har fremmet passiviteten hos befolkningen i stedet for at opmuntre til engagementog aktivitet. Medierne har en del af ansvaret for, at den demokratiske dialog fungerer og ligeledes83