Et Skridt på Vejen… - Kommunikationsforum

Journalistiske arbejdsmetoderskabt specielle sider for læserbreve og for kommentarer (…) Ligeså er den almindelige borger blevethøjprioriteret kilde til citat eller som subjekt i nyhedsdækningen (Pedersen 2000, s. 314). Trods dennepositive udvikling viser reaktionerne fra befolkningen, at der skal mere til for at skabe dialog omkringde større politiske og samfundsmæssige problemstillinger.Den journalistiske metode public journalism har rødder tilbage i den sociale ansvarlighedsteori, hvorjournalister ses som borgernes repræsentanter med ansvar for at give borgerne et relevant og indsigtsfuldtbillede af samfundsudviklingen, men metoden går med deltagelsesteorien som filosofisk fundamentet skridt videre end den traditionelle journalistik indtil nu har formået. Public journalism kan sessom en journalistisk metode som vil forsøge at udbrede de deltagelsesdemokratiske interesser til ogsåat omfatte større politiske og samfundsmæssige beslutninger med betydning for den brede offentlighedog ikke kun for den nære kreds eller det nære samfund, som ifølge Pittelkow og Friisberg er typisk ivores samfund i dag. Ifølge fortalerne for public journalism kræver det en ændret nyhedsopfattelse hosjournalisterne, som vægter borgerne frem for ”systemet”, og et mere direkte engagement i samfundet,hvis medierne skal realisere deres ideelle rolle og fastholde deres betydning og tilknytning til læsere,lyttere og seere (Kramhøft 2000).Ifølge Jørgen Goul Andersen, professor i politik v/ Aalborg universitet, har samfundet de senere årændret sig til et tilskuerdemokrati, hvor borgerne er engagerede og kritiske, men hvor politikere harsvært ved at opfange tilråbene fra tilskuerpladserne (Goul Andersen 1996, s. 7). Dette tilskuerdemokratier, hvad public journalism tilhængere netop ser som demokratiets krise. Ifølge Goul Andersen erde traditionelle forbindelseslinjer mellem borgere og styre i nogen grad ”sandet til”. Partier og organisationergiver kun få og usikre signaler om, hvilken politik, borgerne ønsker. Medierne er heller ikkepålidelige og bidrager ikke til den dialog mellem borgere og styre, der af mange opfattes som et ideal(Goul Andersen 1996).Det vil være en absurd tanke at vores samfund her i starten af det 21. århundrede reelt kan omdannestil et direkte demokrati, hvor alle danske vælgere, cirka fire millioner, i fællesskab løser alle samfundsproblemer,men idéen om en større grad af vælgerdeltagelse og en større lytten til befolkningenvil være mulig, og derfor vil et samspil mellem de to demokratiformer være ideelt. Et samspil, som pånuværende tidspunkt er lidt af en gråzone og som derfor kræver ændringer af eksisterende kommunikationsforståelserog arbejdsmetoder mange steder i samfundet. Inden for journalistikken kan publicjournalism være et af hjælpemidlerne i denne proces.Forventningen til medierneDanske borgeres hverdag er præget af samfundets hurtige tempo. Som Johannes Andersen skriver, sågiver hverdagen ikke meget overskud og tid til det fælles. Den smule tid og overskud befolkningenhar tilbage skal medierne bruge fornuftigt for at tiltrække borgernes opmærksomhed og engagement.Hvis de brudstykker af politisk samtale der ifølge Andersen trods alt føres 40 hakkes op i jagten på dengode historie kan båndet til borgerne let komme til at flosse i kanten eller helt gå i stykker. IfølgeGiddens er medierne selv tilbøjelige til at ødelægge den offentlige dialog der er mulig i mediernegennem en evig trivialisering og personalisering af politiske emner (Giddens 2000). Og det virkersom om, at journalisterne selv er klar over problemet. Forskningsprojektet Politisk journalistik lavedei 1998 en undersøgelse af hvilke forventninger politikere, journalister, embedsmænd og organisationerhar til de funktioner, den politiske journalistik skal varetage og faktisk varetager, hvilke redskaber40 Se afsnittet Tilpasningsreaktioner s. 4162