PRAKTIK OCH TEORI NR 3/2003 • BILDEN OCH ... - Malmö högskola

104
sorden erstattet af en forestilling om barnet som en nøgle
til forståelse af menneskets dunkle oprindelighed. Dannelsesidealet
hvilede på håbet om, at hvis barnet gennem
sin opvækst bibeholdt kontakten med sine naturlige
impulser, ville det udvikle sig til et harmonisk og fredselskende
menneske. ’Det gode barn’ blev italesat som
et barn, der befandt sig i en tilstand af fuld overensstemmelse
med sine inderste og dybeste behov, og ’det gode
billede’ som et vidnesbyrd om menneskets oprindelige
og naturlige værensformer.
Den billedkunstpædagogiske diskursorden
Forestillingerne om, at børn skal ”lære at forholde sig
kritisk til den strøm af billeder, der omgiver dem” og
om, at de skal ”lære noget om kunst” kan siges at tilhøre
den billedkunstpædagogiske diskursorden, som p.t.
dominerer i det billedpædagogiske felt. De billedkunstpædagogiske
diskurser begyndte at markere sig i relation
til 1970’ernes kritiske pædagogik og roterede groft
sagt omkring følgende diskursive konstruktioner:
• På det samfundsorienterede område skal billedkunst
medvirke til at børn bliver aktive og kritiske deltagere
i kulturfællesskabet med de voksne
• På det individuelt, psykologisk orienterede område
skal billedkunst særlig fokusere oplevelsen som erkendelsesform
og på at stimulere æstetiske læreprocesser
Det brud i diskurserne, som førte til at det danske skolefag
i 1991 endnu en gang skiftede navn og kom til at
hedde Billedkunst, markerede sig første gang i den skandinaviske
offentlighed i 1970 med den lille bog Bildan,
skolen och samhället skrevet af de to svenske billedpædagoger
Gert Z. Nordström og Christer Romilson. Bogen
var et kampskrift mod formningspædagogikkens individcentrering
og blindhed overfor billedet som kulturog
samfundsskabt fænomen. Endvidere tog forfatterne
afsæt i en marxistisk inspireret, kulturkritisk holdning
rettet mod indoktrineringen fra det kapitalistiske samfunds
kommercielt orienterede billedproduktion: