PRAKTIK OCH TEORI NR 3/2003 • BILDEN OCH ... - Malmö högskola

98
bestemmende for de forskellige – og ofte modsatrettede
– opfattelser af billedundervisningen, man kan møde
blandt forældre og lærere i dag.
Endvidere anvender jeg Foucaults teori om magt/viden
(Foucault 1976/1998, 1986). Det betyder, at jeg særlig
fokuserer på, hvorledes italesættelserne er blevet anvendt
til at forme forestillinger om ’den gode elev’ og ’det gode
billede’, med udgangspunkt i generaliserede og selvfølgeliggjorte
antagelser om menneskers og billeders
’rigtige’ eller ’naturlige’ måder at være på. Artiklens
ærinde er imidlertid ikke at plædere for et magtfrit billedpædagogisk
rum, da en sådan konstruktion efter min
opfattelse hverken er mulig eller ønskelig. Det vigtigste
formål er snarere at opfordre til, at de arkæologiske og
genealogiske analyser anvendes som udgangspunkt for
fortsatte problematiseringer af hvilken type magt/videnkonstruktioner,
vi anvender, når vi italesætter billedarbejdet
i skolen.
Den tegnepædagogiske diskursorden
Forestillingen om, at det, der foregår i skolens billedundervisning,
er, at børnene ”lærer at tegne”, hænger
ofte sammen med en forestilling om, at tegning er det
første, man må lære for at kunne lave billeder, og at ’den
gode tegning’ er en tegning, som skaber en præcis og
neutral gengivelse af et forlæg eller en genstand i den
ydre verden. Italesættelsen af tegning som en grundlæggende
færdighed i billedfremstillingen hviler på to
tæt forbundne diskursive konstruktioner, som kom til
at dominere de tegnepædagogiske diskurser i 18- og
1900-tallet:
• Tegning en nyttig håndværksmæssig færdighed, der
kan trænes, så man tegner rigtigt
• Ved at tegne kan man nå til en abstrakt og logisk
erkendelse af omverdenens objektive fremtrædelsesformer
– man kan blive et ’seende og tænkende menneske’
Da tegning indførtes i den almene skole i Skandinavien
i løbet af 1800-tallet var det med øvelsesrækken som
pædagogisk princip. Eleverne skulle lære at koordinere