PRAKTIK OCH TEORI NR 3/2003 • BILDEN OCH ... - Malmö högskola

108
hovedvægten på hhv. repræsentation, ekspression eller
kommunikation.
På trods af de mange italesættelser ser det dog fortsat
ikke ud til at billeder og billedkunst opfattes som særlig
vigtigt i skolen. Ved forældremødet i 1. klasse blev
udviklingen af børnenes billedfaglighed ikke omtalt, og
ingen forældre syntes at savne det. Kollegerne henviste
fnisende til ”ham der er god til at tegne”, og henviste
dermed indirekte til billedfremstilling som en mindre
seriøs aktivitet.
Lærernes fniseri kan imidlertid tolkes også som et
symptom på den marginaliserede plads billedfagligheden
fortsat har i skolen. Med henvisning til billedets
særlige fremstillingsmetoder, særlige erkendelsespotentialer,
særlige sansemodi osv., opfattes Billedkunst af
mange som et fag med en særlig faglighed, som kun kan
varetages af specialister – en opfattelse mange billedkunstlærere
vælger at støtte, bl.a. med henblik på at forsvare
fagets status inden for de eksisterende faggrænser.
Det er imidlertid min opfattelse, at et sådant essentialistisk
8 forsvar for billedfagligheden i skolen benytter
sig af en magt/viden-konstruktion, som er problematisk
i forhold til et nutidigt virkelighedsbillede. Sammen med
tekst, lyd, lys og rum indgår billeder i dag i en række
nye komplekse sammenhænge, som ikke kan begribes
med henvisning til fagenes traditionelle forestillinger om
’det gode billede’. Som mulige bud på anderledes tilgange
introducerer jeg i min bog (Illeris 2002) antropologiske
og semiotiske tilgange til billedet, som bl.a. er
karakteriseret ved at de opfatter billeder som begivenheder,
snarere end som afgrænsede objekter.
Ligeså forestiller jeg mig, at de forholdsvis entydige
forestillinger om ’det gode barn’, som er kommet til udtryk
i de forskellige diskursordener, ville kunne åbnes op til
fordel for udforskningen af et netværk af forskellige
mulige dannelsesprojekter. Ved at arbejde bredt med
visuelle tegn og fremtrædelsesformer kan disses skabende
8) Ved ’essentialistisk’ forstås en opfattelse, hvor man legitimerer
faget ved at henvise til dets specielle ’kernefaglighed’ – dets
essens.