PRAKTIK OCH TEORI NR 3/2003 • BILDEN OCH ... - Malmö högskola

26
Feks. beskrives det historisk og kulturelt kodede blik
således af Karin Becker:
Det centrale i den visuella kulturens utformning är ett sätt
att se, och ett skifte i balancen mellan seendet och andre
former för att samla information, strukturera världen,
skapa och producere kunskapetc. Att påstå att vor kultur
är mer visuell än förut betyder att seendet har mer tyngd,
har viktigere funktioner än för.
Varje sätt att se, varje seendeform (om man så vil) har
en historia och hör til en viss tid. Att analysera vår kultur
i visuella termer innebär att vi historiserer seendet, forsökar
att se vad som är typisk just för vårt sätt att se, för hur vi
betrakter världen och uttrycker os visuelt.
(Becker,1999: 30–31 i Fyra dagar om bilden, skolan,
samhället, Konstfack)
Hvordan arbejdes der med visuel kultur?
I en billedpædagogisk sammenhæng bør der lægges vægt
på både den produktive og receptive side. Det er ikke
tanken, at der kun kan skal undersøges og analyseres,
når det drejer sig om visuel kultur, men at der også arbejdes
produktivt.
Den her fremlagte forståelse af faget, som et bredt fag,
der i princippet omfatter hel vores ’visuelle verden’ kan
ligne den opfattelse, der lå i 70ernes 80ernes kritiske og
polarisende billedpædagogik, hvor man også studerede
de billeder, som ikke var ’kunstbilleder’ med termer som
massekultur, markedsæstetik, oplevelsesindustri, kommercielle
billeder, propagandabilleder osv. Denne ideologikritiske
optik er selvfølgelig stadig relevant, som et
aspekt af det at arbejde med billeder. Men den låser
billedlæsningen med sit udgangspunkt: ’ikke-kunstbilleder’,
dvs. de kommercielle, massekulturelle visuelle
udsagn, skulle dekonstrueres og afsløres mhp. at bringe
den skjulte manipulation frem. Kunstens billeder derimod
var ’sande’: de indeholdt erkendelse, de skulle ikke
afsløres, men fortolkes og anvendes som ’modgift’ til
den kommercielle billedverden. Hvad man ikke tænkte
på, – måske fordi modernismen i billedkunsten overvejende
var progressiv og social igennem det 20. århundrede
– var at ’kunsten’ også er en del af det kapitalis-