It-udvikling: Læring og politik i rationelle klæder - brahm.dk

Udviklere og brugere
sammenhænge til omverdenen. Da jeg spørger om de i projektet har forsøgt at arbejde videre
med den, griner hun og siger, at det har hun ikke, men det kunne hun jo nok godt. Jeg tolker
dette som udtryk for, at det, der er viden for én person, ikke nødvendigvis er det for en anden.
Populært sagt er modellen i ekspertens hånd viden, men blot en tegning for alle andre.
At viden ikke opstår automatisk ud fra fx usecases eksemplificeres bl.a. af en arkitekt der
bemærker at han har oplevet udviklere give udtryk for, at ”man er ved at være færdig med at
kode, men man ved ikke lige hvordan det skal testes og med hvilke testdata. Hvordan kan man
så vide om man er ved at være færdig? Og hvad det egentlig er man koder?” og en
projektchef for et andet, men lignende projekt, kan ikke ”bruge de usecases vi har lavet ret
meget i forhold til at lave vores testcases efterfølgende. Det har nok været fordi at de
usecases vi fik lavet ikke var omfattende nok, viste det sig så siden hen i forløbet”. Dels
illustrerer førstnævnte episode, at der altid dannes en (eller anden) mening, idet udviklerne jo
har dannet en holdning til hvad de skal kode selv om de ikke ved hvordan de skal teste om
koden gør ‟det rigtige‟, dvs. hvad den oprindelige mening med specifikationen egentlig var,
og dels illustrerer sidstnævnte episode at selv egne specifikationer skal tilvirkes med omhu,
for at man selv kan drage nytte af dem. Især dette sidste giver stof til eftertanke med hensyn
til hvor lidet triviel denne opgave er, når succes ikke nødvendigvis indtræffer selv når
modtager og afsender er én og samme person.
Et andet eksempel på en meningsdannelse fremkommer da en udvikler reflekterer over
hvordan inkonsistens mellem flere udvikleres delvise løsninger opstår, idet ”der er nogle
usikkerheder og nogle ups‟er, der dukker op undervejs. Det er jo så også fordi ens antagelse
ikke holder stik. Hvorfor er det så, at jeg har fået den antagelse? Altså, jeg har ikke nogen
mail hvor der står at sådan er det, men jeg mener at jeg har hørt og jeg synes engang at jeg
kan huske og sådan, ikke, men det kan jeg ikke bruge til noget, vel?”. Jeg læser episoden som
et eksempel på at mening skabes (sense making) af individer, især når disse konfronteres med
flertydighed (mere end én mulig mening) og uklarhed (ingen mulig mening) (Weick,
1995:94-95). Da computere, som tidligere nævnt ikke er i stand til at danne en egen mening,
er det et ufravigeligt krav, at det udvikleren selv leverer i form af programkode, er helt uden
usikkerhed og tvetydighed - helt uden huller. Udvikleren er altså sidste led i en kæde af
meningsdannelse, og er typisk alene med det skrevne ord når specifikationen skal omsættes til
en konkret løsning, da specifikatøren typisk er i gang med nye opgaver. Udvikleren må tage
udgangspunkt i det der står, og ikke nødvendigvis i det der var tænkt, og der hvor der er
It-udvikling: Læring og politik i rationelle klæder 19