It-udvikling: Læring og politik i rationelle klæder - brahm.dk

Topledelsen
En projektchef oplever et skift i beslutningsprocesserne fra de indledende faser til de senere
faser, hvor det går ”fra at det var en fælles beslutning, kunden og KUDV imellem, så bliver
det nu en meget KUDV-drevet proces. For nu er det os der lige pludselig sidder med
indsigten. Nu har det været i gang i et par måneder, og nu ved vi hvad det er der virkelig
koster noget og hvad der ikke koster noget… Hvis jeg er meget grov, så er det mere diktat fra
vores side end det er en egentlig dialog med kunden”. Dette ser jeg som udtryk for, at kunden
ikke i samme grad som projektledelsen deltager i de kollektive læreprocesser igennem
forløbet, og derfor ikke formerer samme verdensopfattelse og evner at konversere
indsigtsfuldt om objekter som emergerer i processen. En anden projektchef oplever også, at
der er visse beslutninger, hvor kunden har interesse og viden til at deltage, og andre, hvor det
er mest hensigtsmæssigt at holde beslutningsprocessen internt i KUDV. Han siger om
forretningens repræsentanter, at de ”var ikke interesseret i indholdet kan man sige, de var
interesseret i at høre om der var noget beslutningsrelevant… (typisk hvor) vi skulle lægge
indsatsen… og det kunne også være noget med scope fx i hvilket omfang skal vi sørge for at få
alle produkter og kunder (med)… der har man fx valgt… at vi kigger på de her 80 % og
glemmer de her 20 %”. Her virker kundens manglende deltagelse selvvalgt, og, fortsætter
projektchefen, samtidig er det belejligt for projektledelsen, som ”ikke (har) løjet, men vi har
ikke nødvendigvis fortalt alt om det, fordi der er ikke nogen grund til at vippe båden… hvis
ikke kunden kan hjælpe med til at stabilisere båden. Det har været vores kriterium”. Jeg kan
godt forstå, at det på kort sigt kan være rart, at kunden ikke interesserer sig for detaljerne og
ikke skal forstyrres med problemer der alligevel ikke kan gøres noget ved, men på lang sigt er
det min vurdering at dette netop bidrager til en forståelseskløft som er uhensigtsmæssig når
løsningen skal implementeres. Projektchefen tilkendegiver også senere i interviewet, at han
nok burde have bestræbt sig mere for at involvere kunden i den løbende proces.
Projektcheferne oplever yderligere begrænsning i udfaldsrummet for deres udviklingsinitiativ,
som følge af at selv efter at de har fået grønt lys igennem prioriteringen, kan man ikke skaffe
de nødvendige ressourcer når de skal bruges. At ressourceflaskehalse dikterer løsninger, der
ellers tidligere er forkastet af arkitekturmæssige grunde, bekræftes af en projektchef, som
siger at ”af ressourcemæssige årsager kunne vi så ikke honorere løsningen… alle var jo
egentlig enige om, at det… efter SOA-principperne skulle være sådan en service, som vi
videreudvikler”. Dette bidrager også til stiftelsen af arkitekturmæssig gæld, som nævnt
tidligere. En projektchef oplever konkret, at de ansvarlige for ressourcefremskaffelse ikke vil
It-udvikling: Læring og politik i rationelle klæder 58