Det fortrngtes tilsynekomst

Gentagelse og første gang
Spøgelset hænger sammen med litteraturen. Det er som litteraturen. Som Erik A. Nilsen også
konstaterer: Noget tyder jo på, at spøgelser i højere grad bor i historier end i virkeligheden. Ja,
spøgelser er måske simpelthen historier, der af den ene eller den anden grund ikke blev færdige. 327
Men sådan er det måske med alle historier, med al litteratur? Litteraturen er netop tvunget til
gentagelse, og dermed kan ingen historie nogensinde blive helt færdig eller fortælles helt til ende.
Derrida påpeger også dette: One text reads another… Each text is a machine with multiple reading
heads for other texts. 328 Enhver tekst står i et forhold til andre tekster, og dermed bliver læsningen
af dem i princippet uendelig. Nye tekster opstår, men de er aldrig helt nye, men altid en gentagelse
af fortiden. Repetiton and first time, skriver Derrida om spøgelset, men det kan også siges om
litteraturen. 329 Samtidig bliver de allerede eksisterende tekster læst på en ny måde i lyset af de nye
tekster. Teksterne, som jeg har analyseret her, synes netop at være historier, der ikke bliver færdige.
Både Ingemann, Jensen, Blixen og Høeg bruger som vist fortidens fortællinger, men samtidig bliver
deres egne fortællinger gentaget og arvet. De fortælles videre og omskabes hele tiden i lyset af
andre tekster. Der er ikke kun intertekstualitet på spil, men også det, som Royle kalder phantom
text. 330 Dvs. de spøgelsesagtige tekster, der er der uden nogensinde at blive helt tydelige. Eller
måske er der, uden at være der endnu. Tekster, der ikke eksisterer, kan således have en effekt. Det er
kun en følelse, noget der ikke helt kan gribes eller forklares, noget spøgelsesagtigt. Noget, der gør
enhver form for eksorcisme umulig.
Dette gælder desuden for læsningen, der også indeholder fremmedhed og usamtidighed. Dette
kunne bl.a. konstateres i forbindelse med analysen af Eneboerne. Royle skriver: The uncanny thus
consists in what Shoshana Felman has referred to as ‘a reading effect’, continually open to being
re-read but re-read always strangely differently. 331 Læsningen er uhyggelig, fordi den altid er åben
for gentagelse, men en gentagelse, der altid er anderledes. Læsningen er også både gentagelse og
første gang. Og hver gentagelse er med Royles ord: a ’starting all over again’, a new encounter or
encounters with the ‘opening of the future itself. 332
327 Nielsen 2004 s. 45
328 Royle 2003 s. 279
329 Derrida 2006 s. 10
330 Royle 2003 s. 277
331 Ibid. s. 8
332 Royle 2007 s. 114
100