Det fortrngtes tilsynekomst

from which the repetition compulsion arises: that every other is alltogether other. 258 I mødet med
den anden, med spøgelset, bliver Lucie da også selv inddraget i gentagelsen. Hun gik ikke ret langt
bort fra huset, men blev ved at gå op og ned, op og ned.(21)
Spøgelset er ifølge Derrida også umuligheden af at fastsætte en dato og fiksere fortiden. Dette
er netop umuligt i Eneboerne. Lucie har allerede opgivet det i sit brev, som hun ikke daterer. Den
eneste dato, der præciseres, er i Eugénes brev: D. 27. dec. 1779.(35) Han har brug for at sætte en
dato, og han forsøger således at opretholde en kontrol over tiden, men som nævnt er også hans brev
udtryk for, at tiden er af lave. Datoen, men også årstallet er i fortællingen tider, der er ”out of joint”.
Den historiske tid, er netop en tid, der er vanskelig at fiksere: oplysningens tid og tiden kort før
revolutionen. Eugène har sit blik rettet mod fremtiden og drømmer om revolutionens tid, der skal
komme med storm og gøre folk svimle. Men revolutionens tid er ifølge Derrida også anakronistisk.
Untimely, ”out of join”, even and especially if it appears to come in due time, the spirit of the
revolution is fantastic and anachronistic though and though. 259 Derrida tager her udgangspunkt i
Marx, der påpeger, hvordan alle revolutioner har fortidens revolutioner i sig:
Camille Desmoulins, Danton, Robespierre, Saint-Just, Napoleon […] the old French
revolution, performed the task of their time [...] in Roman costume and with Roman
phrases, the task of unchaining and setting up modern bourgeois society. 260
Det moderne borgerlige samfund er altså opstået i lag med spøgelser. I Eneboerne har revolutionen
dog ikke indfundet sig endnu. Den er stadig noget kommende. Men også det kommende er netop
ifølge Derrida spøgelsets tid. Den kommende revolution er om end mere spøgelsesagtig. Den er en
venten på gentagelsen, på spøgelserne fra fortiden, der skal komme i fremtiden, og dermed er den
kommende revolution en spøgelsestid i en spøgelsestid. Fremtiden er også altid for spøgelser.
En dato som fortællingen også kun kan gøre nærværende gennem spøgelset er den 24/12.
Julen er i fortællingen spøgelsets tid. Det er den i kraft af spøgelsets navn: Christobal Christmas. Og
det er netop julemorgen, Lucie dør. Christmas er således stærkt forbundet med det, Derrida kalder
for alle tiders største spøgelse: Christ, that absolute specter. 261 Fordi Kristus forener Gud og
menneske, bliver han netop uhyggelig. Det menneskelige og dermed nære og kendte bliver
uforståeligt og unheimlich. Kristendommen er ellers mærkeligt fraværende i fortællingen, og der
258 Derrida 2006 s. 217
259 Ibid. s. 140
260 Ibid. s. 138
261 Ibid. s. 181
73