Det fortrngtes tilsynekomst

g{x xÇwR
Tingenes (u)balance
Erik A. Nielsen påpeger i sin analyse af J.P. Jacobsens Et skud i Tågen, 319 at enhver
spøgelsesfortælling forudsætter en slags økonomisk princip eller regnskabsføring: som vedrører
[…] tingenes balance. 320 Tingenes balance bliver også sat på spil i de spøgelsesfortællinger, jeg har
beskæftiget mig med her. Men mere end om balance handler spøgelset også om det modsatte.
Spøgelset optræder således, at der sættes spørgsmålstegn ved en harmonisk virkelighed. Som et
chok viser det, at den verden, man troede, man kendte, er en fremmed og ustabil verden. Hjemmets
vægge er ikke så trygge, og ethvert fundament kan rystes i sin grundvold. Således kan det siges at:
Enhver spøgelseshistories egentlige effekt beror på den metafysiske angst og uigennemsigtighed,
den efterlader – selv når den er opklaret på tilsyneladende ”naturlig” måde. 321
Et eksempel, hvor spøgelsets funktion netop umiddelbart er at skabe retfærdighed og dermed
genoprette en balance, er som vist Ingemanns Det forbandede hus. Spøgelset er der for at gøre et
regnskab op, for at få hævn og påkræve retfærdighed, her i forhold til arv og ejendom. I sidste ende
bliver det en harmoniskabende faktor, der bringer forløsning og forsoning i biedermeieridyllen og
kristendommen. Også i forhold til de psykoanalytiske teorier om det fortrængte, synes fortællingen
at være et regnskab, der går op. Balancen mellem manden og kvinden genoprettes, og
kærlighedsforholdet bliver atter muligt, efter at den transgenerationelle hemmelighed om faderens
begær efter datteren er afsløret.
De psykoanalytiske teorier peger netop også på spøgelset som en ubalance. Markant for disse
teorier er det, at målet er at få genoprettet balancen og at finde ud af, hvad spøgelsets årsag er og
således mane det i jorden. At uddrive spøgelser, som Abraham gør det med sin sjette akt af Hamlet.
Det har her vist sig frugtbart, at se spøgelserne i litteraturen i forhold til de psykoanalytiske teorier. I
forbindelse med analyseeksemplerne har jeg således kunne konstatere, at ubalancen kan være
forårsaget af noget fortrængt, af et ødipuskompleks, eller som Abraham og Torok påpeger det, af en
mislykkedes introjektion, et fejlslået sorgarbejde eller en transgenerationel hemmelighed. Først og
319 J. P Jacobsens Et skud i tågen, er der ikke blevet plads til en analyse af her, selvom fortællingen er et særdeles
interessant eksempel på en spøgelsesfortælling. Med Erik A. Nielsens ord er den med fuld kraft en historie om
krænkelse, regnskabsføring, hævn og uundgåelig død. (Nielsen 2004 s. 44-45) Men man kan også i denne fortælling
diskutere, hvorvidt hævnen fører til en lukning og en balance, eller om den ikke nærmere fører til gentagelse. Henning
hævner sig på Agathe, men Agathes spøgelse hævner sig atter på Henning.
320 Nielsen 2004 s. 44
321 Ibid.
97