Det fortrngtes tilsynekomst

Også i Vinternat er samtalen mellem jeget og den døde ven fyldt af det dobbelttydige. Vennen
er udvandret, og hans stemme lyder som om der laa Mile af Jord over den 208 , hvilket det viser sig,
at der i bogstavelig forstand faktisk gør. Her er der atter gjort brug af bogstaveliggørelse, men også
en ironisk underdrivelse, litoten. Vennen svarer således temmelig neddæmpet på spørgsmålet om,
hvordan han har det: Aah…[…] Aa, du hvordan jeg har det… Han rømmede sig stille: Jeg ligger jo
og har det saa alene. 209 Og ja, han er bogstaveligtalt så alene, som man kun, så vidt vi nu kan vide,
kan være i sin grav. Det, der fra indledningen synes uhyggeligt og gådefuldt, blandes tydeligvist
med det ironiske og humoristiske, der ender med at få overtaget i vennens fortælling.
Du kan tro det var godt at faa det Dommedagsslag i Hovedet. Jeg lagde mig ned en Dag,
lagde mig ned på en velsignet haard Sten og saa bad jeg om at faa slaaet til. Det var min
Kone der gjorde det, den eneste, der brød sig om mig. 210
Og herefter løber fortællingen mere og mere løbsk. Teksten imiterer vennens oplevelse af
svimmelhed. Jeg led altid af Jordskælvsfornemmelser og svimlede altid enormt i Rummet. 211 Den
flækkede hjerneskal er et grotesk syn, men ikke fordi det forbindes med blod og hjernemasse:
Men ud væltede en modbydelig betændt Ansamling af Asien og Afrika og alle
Hovedstæderne og Havet og Bjergkæder og Jernbaner, Sporvogne, Skruer, Kabler,
Akkumolatorer og andet syrestinkende Materiel, Aviser, Bøger og Kul, Sne, Røg, Storme
og Dunst – ganske ligesom Utøjet fra Gudebilledet der blev slået i Stykker - og i det
samme stod Solen sgu op, som skrevet står. 212
Spøgelsets galgenhumor
Således bliver der hos Jensen skabt en sammenhæng mellem spøgen og spøgelset og mellem
betydningerne af ”at spøge”. At spøge viser sig netop her også at have betydningen af noget
legende, løssluppent og lystbetonet. Sten Klitgård Povlsen inddrager da også i sin analyse af
Kongens Fald begrebet ”det groteske”, der ifølge ham netop er båret af en fryd over opløsningen af
faste strukturer. Det groteske bliver en måde, hvorpå lysten og latteren slippes løs i nedbrydningen,
en distance og en accept på én gang. 213 Der er således noget livgivende og dynamisk ved grotesken,
den er dødens livgivende stilisering. 214 Der er oprør i den groteske form, hvor sproget får lov til at
208
Jensen 1994 s. 83
209
Ibid.
210
Ibid. s. 85
211
Ibid.
212
Ibid. s. 85. Se også prosadigtet Interferens i J.V. Jensens Interferenser 1994, s. 45-47
213
Povlsen 2000 s. 361
214
Ibid. s. 373
58