Det fortrngtes tilsynekomst

Den ukendte kvinde
Sprogets opløsning hænger her også sammen med, at kvinden ikke bliver erkendt som anden.
Christine Hamm anvender i bogen Medlitenhed og Melodrama, der omhandler Amalie Skrams
forfatterskab, betegnelsen ”den ukendte kvindes melodrama”. Ifølge Hamm lever kvinderne i denne
form for melodrama tavse, ensomme og isolerede. Men melodramaets brug af både tomme og over-
signifikante tegn er her ikke et forsøg på at tilskrive mening. 280 Melodramaet er derimod en
fortvivlet reaktion på oplevelsen af, at det er umuligt at formidle mening. Denne mening bliver
umulig at formidle, fordi kvinden er ukendt. Dette gælder også i Eneboerne: Når de var sammen,
talte han meget, og der var i hendes væsen noget sky, så at han undertiden tænkte, at han ikke
kendte hende.(15) Eugène ønsker også, at han kan skabe hende om:
Han tænkte sig måske, at han her havde fundet en beslægtet ånd, som ung og uudviklet
skulle ledes af hans og forene sig med den, men i virkeligheden fyldtes han af stemninger
fra hendes verden, helt forskellig fra hans. (14-15)
Den verden, der er forskellig fra hans, ønsker han at gøre lig sin egen. Han ønsker, at de skal blive
ens og dermed ét. Da Eugène opdager, at dette ikke kan lade sig gøre, vender han sig væk og bliver
tavs. Det andet og ukendte hos kvinden kan han ikke acceptere. Idet han bliver tavs, er det, at
spøgelset taler, og Lucie vender sig mod en anden verden. Omvendt sker der en forandring, idet
Eugène begynder at tale med hende igen: Hun hører mig ikke, tænkte han, og dog holdt hun af at
høre ham tale.(34) Her forbindes Lucie atter med det menneskelige igen: Hendes øjne var blevne
åbnede, hun syntes selv, at hun igen blev et menneske.(32-33) Men først til slut, hvor det er for sent,
favner Eugène det ukendte, som hun repræsenter: Og der vågede i ham en grænseløs ømhed for
hende, for det svage, blide og afmægtige, som han aldrig havde kendt.(33)
Fortællingen ender på én gang forløsende, idet Lucie, som vist, kan modtage døden med fred
og glæde, men samtidig er der også et element af tragedie, idet hun må dø for at blive forløst. Hamm
fastslår netop, at det tragiske element er karakteristik for ”den ukendte kvindes melodrama”:
I den ukjente kvinnens melodrama oppdager kvinnen at hun er nødt til å hevde seg selv
etter et liv som mannens gjenferd. Samtidig kan hun ikke hevde seg i et samliv med
mannen. Kvinnen ønsker å transcendere det menneskelige. I dette ønsket om ikke å være
bundet til et liv på jorden, blir kvinnens tragiske dimensjon tydelig. 281
280 Hamm 2006 s. 7
281 Hamm 2006 s. 79
83