Det fortrngtes tilsynekomst

Lucies opfattelse af verden omkring hende. Alting gives en betydning, og mødet med spøgelset er
karakteriseret ved et højspændt sprog, fyldt af gentagelser og apostrofer, hvori det hyperbolske atter
er på spil. 276 Al den gråd fortællingen er fyldt af peger således også på det melodramatiske. For
melankolien udtrykkes netop på dramatisk og ekspressiv vis. Den spilles ud! Det kan næsten ikke
tælles, hvor mange gange Lucie og Christmas indleder deres sætninger med ”O”, som her: ”O, min
Gud, min Gud”, sagde han, ”hvorfor er De dog kommen hertil? Hav barmhjertighed. O, dette evig,
evig tabte liv.”(25) Gråden er et forsøg på at sige alt, men også sige alt det, der ikke kan siges.
Tavshed og tale er netop stærkt forbundet i den melodramatiske genre, og ifølge Brooks er
melodramaet også et forsøg på at udtale det uudsigelige. Den er nok en ekspressionistisk form, men
den er også tavshed: we encounter the apparent paradox that melodrama so often, particularly in
climactic moments […] has recourse to non-verbal means of expressing its meanings. 277 Brooks
kalder den også for: The text of muteness. 278 Som følge af umuligheden i forhold til at bruge det
almindelige sprog sker det også, at der i stedet bruges andre tegn. In the silence created by the
”gapping” of the traditional language code, mute gesture appears as a new sign making visible the
absent and ineffable. 279 Dette sker netop i Eneboerne, hvor bevægelser og gestik må tage over, hvor
sproget ikke rækker. Da Lucie først møder Christmas ser hun, at han lagde med ét begge hænder på
sig hjerte.(12) Og senere gentager hun ham i denne stumme bevægelse: hun løftede begge hænder
mod hjertet, ligesom han selv havde gjort, da han den første aften spurgte hende om nyt fra sit
hjem.(24) Bevægelserne er også forbundet med gentagelse, som da Lucie, som nævnt, vandrer frem
og tilbage, eller når Christmas forsøger at udtrykke sin sorg: Han slog begge sine hænder for sit
ansigt og vuggede sit hoved frem og tilbage som i forfærdelig smerte.(25) Kroppen tages i brug i et
forsøg på at udtrykke, hvad sproget ikke kan. Melankolien og melodramaet er dermed tæt forbundne
i forhold til umuligheden af at udtrykke mening og at kunne kommunikere. Meningen bliver
uforståelig i begge, og der peges atter mod det, der ikke kan siges. Der kan igen henvises til
Jacksons begreb ”non-signifikation”, for også den melankolske og melodramatiske diskurs
indeholder denne tomhed i sig, hvor sproget går i opløsning.
276
Det hyperbolske kunne således give mindelser om Jensens spøgelsesfortællinger, og bevæger sig da også her på
grænsen til det komiske.
277
Brooks 1976 s. 56
278
Ibid.
279
Ibid. s. 79
82