Det fortrngtes tilsynekomst

Derrida følger de forskellige oversættelser til fransk af the time is out of joint, der til en vis grad selv
”af lave” i deres flertydighed, og han peger på tre typer:
Time is either le temps itself, the temporality of time, or else what temporality makes
possible (time as histoire, the way things are at a certain time, the time we are living,
nowadays, the period) or else, consequently, the monde, the world as it turns, our world
today […] Time: it is le temps, but also l’histoire, and it is le monde, time, history,
world. 75
Det, Hamlet forbander, skriver Derrida, er ikke selve tiden, men netop det, at den er af lave og
dermed, at han er den, der skal sætte den tilbage på sine hængsler. 76 Han er den, der skal rette
faderens forbrydelser, og således er forbrydelsen aldrig samtidig med retfærdigheden, men
indeholder en spøgelsesagtig fortidighed. Den er altid en andens forbrydelse, og den kan kun
rekonstrueres. Nødvendigvis må der være en anden generation, hvis skæbne er at arve. One never
inherits without comming to terms with […] some specter. 77
I Hamlet kræver spøgelset hævn. Det vil, at Hamlet skal hævne den uretfærdighed, det blev
udsat for. I et sådan perspektiv kan retfærdigheden ses ud fra hævnens optik, som jeg har vist, at
netop Jones gør det. Hævnen er her noget, der kunne skabes balance og symmetri, men også det som
forårsager tragedien. Denne dobbelthed er også en af Derridas pointer i forbindelse med Hamlet,
men han går her et skridt videre end psykoanalysen og kommenterer den også:
For if Hamlet is a tradegy of vengeance and punishment in the triangle or circle of an
Oedipus who would have taken an additional step into repression – Freud, Jones and so
forth – one must still think the possibility of a step beyond repression: there is a beyond
the economy of repression whose laws implies it to exceed itself. 78
Det fortrængte vender tilbage, men det vender tilbage som noget andet og mere. For Derrida findes
der en anden form for retfærdighed, der ikke kan kalkuleres. Når Hamlet siger the time is out of
joint, taler han også i et rum, der tilhører det kommende, det overskridende forhold til den anden, og
gaven, som Derrida kalder det. Modsat hævnes retfærdighed, der i følge Heidegger er: the opinion of
those who equate the Just with the Avenged, 79 taler Derrida om en retfærdighed, der består af et
forhold til den anden på gavens betingelser, på ikke-økonomiske betingelser, uden skyld eller gæld,
75 Derrida 2006 s. 21
76 Ibid. s. 23
77 Ibid. s. 24
78 Ibid. s. 26
79 Ibid. s. 30
22