Det fortrngtes tilsynekomst

forbindes desuden med en form for intethed. Som Lucie siger, er den medlidenhed, hun giver,
intet.(25)
Der kan anføres en parallel til Derridas tanker om gaven, der netop er udenfor spørgsmålet om
at give og tage, om subjekt og objekt. Der er ifølge Derrida ingen, der giver eller modtager gaven,
og den er således udelukket fra den økonomiske udveksling. Gaven er det, man ikke har. 272 Den er
uforståelig, og den er en form for galskab: madness, som Derrida kalder det. 273 The gift is another
name of the impossible, påpeger han også. 274 Lucies medlidenhed nærmer sig denne forståelse af
gavens umulighed, idet den også er forbundet med intethed. Den er noget, hun ikke selv kan
kontrollere eller er sig bevidst, og den nærmer sig også galskab. Lucie virker gal, når hun giver sin
medlidenhed, og når hun udtrykker sig om den i et voldsomt følelsesladet sprog. Manden kan
tydeligvis heller ikke modtage det, hun giver, for dette er ganske uforståeligt for ham.
Melodramaet og meningens ophør
Abraham og Torok er i deres teori om det fejlslåede sorgarbejde, som nævnt, inde på, at
inkorporationen hænger sammen med en umulighed af kommunikation. Tegn og betydning hænger
ikke længere sammen for melankolikeren. Teksten er da også fyldt af tavshed og spørgsmål: ”O, jeg
kan ikke forstå dette. Hvad er dette og hvorfor?”(28) Lucie kan ikke finde ord til at udtrykke sin
sorg. Da hendes mand bliver tavs vendes hendes tale indad og bliver til en indre talestrøm. Det er
enten en tale uden mening eller med alt for meget mening, som det sker, da hun står og betragter
havet. I hendes hoved udfolder der sig her en storslået allegori, hvor hav, jord og himmel bliver
udtryk for en større enhed og sammenhæng. Jorden er det menneskelige, luften det guddommelige,
og havet er det dæmoniske. Således udfoldes en nærmest mytisk vision om verdens sammenhæng.
For Lucie bliver øen (over)ladet med betydning. Det er markant, hvordan alting hele tiden besjæles
eller personificeres af hende. Særligt gælder dette i forbindelse med havet og stormene, bl.a. slynger
stormen hendes tørklæde tilbage: ligesom om den, midt i sit vilde stormløb, havde et øjeblik tilovers
for en spøg.(23)
Fortællingen har her træk, som peger på det melodramatiske. Om denne genre skriver Peter
Brooks: Melodrama at heart represents the theatrical impulse itself: the impulse toward
dramatization, heigtening, expression, acting out. 275 Denne dramatisering finder tydeligvis sted i
272
Royle 2006 s. 142
273
Ibid. s. 139
274
Ibid.
275
Brooks 1976 s. xi
81