Det fortrngtes tilsynekomst

ligesom Baronessen og Jensen anså sig selv for at være den eneste rigtig intelligente person i
selskabet. 315 Men måske det også gælder for ham: i virkeligheden var de alle sammen marionetter i
et maskespil. 316
Man kan måske endda anmærke, at selv om Jensen og Blixen som personer peger på en
udelukkelse af det fremmede og andet, så er deres tekster netop mere flertydige. Det gælder i hvert
fald de tekster, jeg har set på her. Begge bruger også pastichen, men på en måde, hvor det ikke
entydigt kan afgøres, hvornår det er alvor, og hvornår det er ironi. Som set i Eneboerne skriver
Blixen sig op imod den melodramatiske genre, men på en måde, der indeholder stor alvor, men også
parodi som en effekt af det hyperbolske og overdramatiserede sprog. Det er dog næsten umuligt at
afgøre, hvornår det er hvad, og det er nærmere begge dele på en gang. Også Jensens brug af
folkevisen indeholder både det parodiske og det alvorlige. Pastichen hos disse indeholder dermed en
åbenhed og en række tomme pladser.
Charlotte Engberg kritiserer Høeg for netop ikke at give plads til disse tomme pladser og
konkluderer kontant om Høegs pastiche: Høegs litterære genbrug sender ham ikke nye steder hen,
det sætter ham i gang for derefter at fange ham i et tvangskorset styret af hans didaktiske
anliggende. 317 Jeg mener dog stadig, der er en række interessante elementer i Høegs pastiche, også
selv om den er didaktisk og moraliserende. Eller måske netop fordi den er det, for her viser den blot,
at der er endnu flere spøgelser på spil, og at de er umulige at slippe af med. Mensch, es spukt in
deinem Kopfe. 318
315
Høeg 2001 s. 302
316
Ibid.
317
Harsberg og Rösing, 2005 s. 252
318
Derrida 2006 s. 216
96