Det fortrngtes tilsynekomst

forbindelse til virkeligheden. Men hurtigt bevæger myten sig over i en drømmeagtig verden, hvor
det spøgelsesagtige væsen Gura færdes, hvor de døde synger i deres hule kister, og det væsen, man
dør af at se, ligger på lur i kreaturfolden.
I Gura sker det til sidst, at den ene fortælling blandes med den anden. Denne spøgelsesagtige
eksistens, Gura, bevæger sig fra det øde landskab, ind i byen og lægger sig ind over jeget. To tider
blander sig også, for afsnittet om Gura har været fortalt i nutid, men også hun bliver nu fortalt i
datid. Mens jeg sov, kom Gura ind til mig, jeg så hende ligge oppe under Loftet i mit Kammer. 238
Drømmen blandes her med virkeligheden, der dermed bliver usikker og atter vakler. Det er da også
umuligt at finde meningen med Gura, for hendes mund er vokset sammen som et ar. Hun har slet
ingen stemme. Hun giver ikke mening og betyder dermed ingenting. Her er det fraværende
nærværende og overtager virkeligheden helt: Blikket lukkede sig og var der dog… som et Mørke, der
synes at gro. 239 I den sidste sætning bliver tidskollapset helt tydeligt: datid og nutid blandes i
samme sætning. Tiden er her sagt med Hamlet og Derrida ”out of joint”. Det døde og det levende
blandes også med hinanden: mørket gror! Således er en nærliggende tolkning, at også den sovende
drages ind i dette fravær og selv bliver til fravær og død. Gura lægger sig netop over jeget, som hun
har lagt sig over den døde mark, over kirkegården og den tomme kreaturfold. Heller ikke jeget er
levende, men derimod også selv et spøgelse. Atter forsøger litteraturen således at nærme sig
grænsen og at fortælle tavsheden. Er det atter den døde, der taler til os? Paradoksalt er det, at der
overhovedet kan fortælles, hvis jeg-fortælleren virkelig er død. Litteraturen viser dermed, at den kan
gøre det, der ikke kan gøres i virkeligheden: fortælle, selvom fortælleren er død.
Litteraturen og tavsheden
Disse træk peger også på Todorovs og Jacksons forståelse af en moderne fantastik, som ikke
længere har forbindelse mellem tegn og virkelighed, og hvor spørgsmålet om virkelighed og fiktion
træder i centrum. Litteraturen og spøgelset indeholder begge atter denne dobbelthed: de siger noget
uden at sige noget, og de er til og dog ikke til. Som nævnt henviser Todorov også til Blanchot, der
beskriver kunsten som et som om, og det bliver tydeligt, at både realplan og det fantastiske plan i
fortællingen er litteratur, ikke virkelighed. Som hos Ingemann er spøgelset også her forbundet med
det umulige og det meningsløse. Tavsheden og det komiske grænser tæt op til hinanden. I
slutningen af Vinternat må grinet da også forstumme. Her kan døden ikke latterliggøres. Godt nok
238 Jensen 1994 s. 55
239 Ibid.
63