Det fortrngtes tilsynekomst

skeptiske vits minder således om den romantiske ironi, der også sætter spørgsmålstegn ved
virkelighedens beskaffenhed. Ifølge Lis Møller retter den romantiske ironis skepsis sig i sidste
instans mod troen på, at virkelighedens sandhed kan fastholdes i sproget. 221
Dermed endnu en grund til at spøgen indeholder noget uhyggeligt, noget, der igen ryster det
sted, der er det mest hjemlige, nemlig hovedet. Den sætter også spørgsmålstegn ved erkendelsen og
ved bevidstheden som et sikkert og meningsfuldt sted, præcist som spøgelset gør det. Hovedet bliver
da som nævnt også et sted, der hos Jensen invaderes af det komiske, for da hjerneskallen flækker,
vælter det ud med en betændt ansamling af alt det, der har samlet sig i hovedet, fra de store
kontinenter til den mindste skrue. Al denne viden, erfaring og erkendelse giver ikke længere
mening. Det er død og meningsløs viden i en bevidsthed, der ikke længere selv giver mening, en
bevidsthed der dermed også bliver offer for spøgen.
Spøgen og spøgelset har altså det til fælles, at de er udtryk for ambivalens og flertydighed,
både komiske og uhyggelige på en gang. Humor kan også være galgenhumor. Graven og døden
invaderes også af latter. Det sidste Axel gør, før han slipper i jorden igen, er da også at le. Synet af
denne latter beskrives ikke direkte i teksten, men som en tom plads står dette grin med sine blottede
tænder. Tænderne, der blottes, idet man ler, er netop det eneste, der forbinder den levendes og den
dødes fremtoning. Om Axel her er et skelet, eller om han har en krop af kød og blod, kan således
ikke afgøres. Grinet indeholder både liv og død i sig, og derved ligner det også spøgelset, idet det
nedbryder denne modsætning. Samtidig indeholder begge noget forsvindende i sig. Som Julian
Wolfreys påpeger: Humour already has a ghostly aspect, of course. As soon as one attempts to
analyse it, to explain its slippage and excess, its effects vanish. 222 Således er der noget umuligt ved
det komiske. Det nærmer sig det meningsløse og dermed intet. I Jensens tekster modsvares larmen
fra latteren af en larmende tavshed, en dødsstilhed måske.
Den ringende tavshed
Bagsiden af den hyperbolske og groteske stil er tavsheden og fortællingens ophør, skriver
Klitgaard. 223 Og det er netop også, hvad der sker i Vinternat. Vennen må forsvinde. Hans fortælling
vokser til en mere og mere kompakt talestrøm, som bevæger sig mellem underdrivelsen og
overdrivelsen, men den føres til sidst ind i tavsheden. Stemmen lyder fraværende og med en
221 Møller 1995 s. 179
222 Wolfreys 2002 s. 26
223 Povlsen 2000 s. 385
60