Det fortrngtes tilsynekomst

karakteristisk ved, at der antages nye love for naturen. Det centrale for det fantastiske er
skæringspunktet mellem de to valg og umuligheden af at vælge. Således befinder det fantastiske sig
altid i en grænsesituation. Det fantastiske, det er den tøven, et menneske, der kun kender
naturlovene, fornemmer, stillet over for en tilsyneladende overnaturlig hændelse. 151 I følge Todorov
er det fantastiske altid en hensvindende genre på vej til at blive til enten det vidunderlige eller det
uhyggelige, og kun få værker bevarer tvetydigheden til slut. Tøven optræder som et motiv i
fortællingen, altså som en af aktørernes tøven. Men det er tillige en betingelse for det fantastiske, at
også læseren tøver. 152
Langt hen ad vejen bevares en sådan klassisk tøven som vist i Det forbandede hus, og både
Frants og Johanne og læseren må tøve, når det overnaturlige optræder. Fortællingen bevæger sig
frem og tilbage mellem polerne: det uhyggelige og det vidunderlige. Det overnaturlige accepteres
dog som en del af virkeligheden til sidst, og religionen udglatter således forskellene, da den kristne
forestillingsverden inkluderer det overnaturlige. Fortællingen nærmer sig altså her det vidunderlige,
men er dog forsat placeret i den reale verden, i biedermeierhjemmet.
Todorov mener dog, at efter psykoanalysens fremkomst er det fantastiske principielt
umuligt. 153 Psykoanalysen har erstattet den fantastiske litteratur, da den kan tale i utilslørede
vendinger, fx er der ikke længere brug for djævelen for at kunne tale om seksuelt begær. I stedet
opstår en ny form, en moderne generaliseret fantastik. Her har identifikationen mellem læser og
personer svære vilkår, idet aktørernes tøven ofte er fraværende. Dette sætter dog fokus på læserens
tøven, der kan opstå som et resultat af den manglende tøven hos aktørerne. Læseren må tøve overfor
et univers, hvor grænserne er udflydende, og det unaturlige bliver naturligt. Ofte etableres ikke en
realistisk ramme, men fortællingen tager udgangspunkt i det overnaturlige og uvirkelige. Verden er
som helhed bizar. 154 Todorov inddrager her Sartres teorier om det fantastiske. Ifølge Sartre er der
kun ét eneste fantastisk objekt i den nye fantastiske litteratur: mennesket. Det fantastiske bliver her
ikke undtagelsen, men reglen, og det uforklarlige bliver naturligt. Todorov citerer Sartre, der skriver
om fortælleren: når vi fortæller ham om en verden, hvori disse groteske foreteelser figurerer som
normal adfærd, da vil han omgående føle sig bragt ind i det fantastiskes hjerte. 155
Den moderne fantastik er tillige en metalitteratur, der diskuterer grænserne mellem
virkelighed og fiktion. Litteraturen sætter sig ud over sondringen mellem det virkelige og det
151 Todorov 1989 s. 28
152 Der sigtes her ikke til en virkelig læser, men til en ideal-læser, en læser-funktion i teksten.
153 Todorov 1989 s. 143
154 Ibid. s. 153
155 Ibid s. 154
47