Det fortrngtes tilsynekomst

fremmest må spøgelset i forhold til disse teorier ses som psykiske processer, altså som noget, der
sker i hovedet, i subjektet, i det indre eller ubevidste.
I de litterære eksempler jeg har undersøgt, viser balancen sig dog af den ene eller anden grund
som umulig at opretholde. Spøgelsets sted er alligevel ikke så nemt at placere. Først og fremmest,
fordi dette sted ikke kun rummer ubevidste psykiske processer, men også må ses i forhold til et
erkendelsesspørgsmål. Både hos Ingemann, Jensen, Blixen og Høeg sætter spøgelsets hjemsøgelse
af subjektets hoved ind imod fornuften, og særligt den mandlige erkendelsesverden står for skud.
Hovederne er netop forbandede huse, usikre steder fyldt af andethed, der ikke vil forsvinde.
Bevidstheden og fornuften er ikke steder, der kan kontrolleres. Dette viser sig også, idet spøgelserne
får deres eget liv. De hører ikke kun til i hovedet, men også udenfor. De kommer både indefra og
udefra på én gang, som det er påvist i flere af analyserne her. Spøgelset indsætter en flertydighed, da
det er umuligt at afgøre dets oprindelse.
Umuligheden af at genoprette en balance gælder også i forhold til Abrahams og Toroks teorier
om sorgarbejdet og introjektionen. Melankolien er, som vist, måske særligt i Eneboerne, et
grundvilkår, der ikke kan overkommes, og introjektion viser sig at være en umulighed. Som Royle
skriver, er sorgarbejdet altid afhængig af the other in us. 322 Det afhænger desuden af en viden om
sted og tid, en viden, som spøgelset altså sætter spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er muligt at opnå.
Dette bliver, som vist, også særligt tydeligt hos Blixen, hvor ikke kun stedet, men også tiden er
invaderet af spøgelser. Bevidstheden har heller ikke kontrol over denne, for den er af lave.
Anakronien er et vilkår, der gør det umuligt at rekonstruere et nu. Også hos Høeg ses anakronien
som en betingelse, ikke kun i forhold til analysen af teksten, men også som karakteristik for Høegs
forfatterskab som sådan. Høeg må gentage fortiden, også den fortid, han ønsker at glemme og
udelukke. Hans fortællinger er netop et forsøg på eksorcisme og på at genskabe en balance, men
dette viser sig også her som umuligt.
Spectral anteriority
Derridas Specters of Marx har i den forbindelse vist sig at indeholde en særdeles relevant og
frugtbar tilgang til de litterære spøgelser, der gør det muligt at se spøgelset fra et andet perspektiv.
Ifølge Derrida har spøgelset at gøre med: the ‘pre-originary and properly spectral anteriority’ of
every crime, tragedy or action. 323 Den spøgelsesagtige andethed indtager alt: enhver handling,
322 Royle 2003 s. 282
323 Buse og Stott 1999 s. 128
98