Det fortrngtes tilsynekomst

WxÇ ytÇàtáà|á~x zxÇÜx
I Det forbandede hus, ligesom i mange af Ingemanns andre fortællinger, er der som nævnt en tydelig
usikkerhed overfor virkelighedens beskaffenhed. Findes det overnaturlige, eller kan det forklares
naturligt og videnskabeligt? Det realistiske rum, der præsenteres først, overskrides af det
overnaturlige. Men spøgelset optræder aldrig helt med sikkerhed. Det træder aldrig tydeligt frem for
aktørerne, men altid som noget sløret eller drømmeagtigt. Det kan som set i analysen forklares
fornuftsmæssigt eller psykologisk, men har alligevel en uro i sig, der gør, at det spøgelsesagtige
forbliver i teksten, også selvom spøgelset er væk. Der er også i teksten et markant som om, der sætter
en usikkerhed ind i fortællingen og skaber en afstand til den beskrevne virkelighed. Det er som om
farbroderen sad i stolen, og ligesom høvlen skulle røre sig igen. Frants synes, den gamle mester står
foran ham, og skriften på væggen synes opfrisket. I fortællingen er disse ord markører for den tøven,
der af Tzvetan Todorov betegnes som karakteristisk for den fantastiske litteratur. Den fantastiske
genre er netop central i forhold til analyseeksemplerne i dette speciale, for spøgelsets fremkomst i
litteraturen står altid i et forhold til det fantastiske. I det følgende vil jeg derfor præsentere denne
genre, som først Todorov, og siden Rosemary Jackson, definerer den.
Det fantastiske ifølge Todorov
I Todorovs teori om den fantastiske litteratur skelner han mellem en klassisk og en moderne
fantastik. Det er i den klassiske, han tager sit udgangspunkt, og den han levner mest opmærksomhed,
men også den moderne fantastik er relevant her. Klassisk fantastik er ifølge Todorov karakteristisk
ved et element af tøven, der bevirker, at der opstår et spørgsmål omkring virkelighed og drøm,
sandhed eller illusion. 149 Denne tøven opstår, idet der i den kendte, realistiske verden pludselig
indtræder en begivenhed, der er uforenelig med virkeligheden.
Den, der oplever hændelsen, må beslutte sig for en af de to mulige løsninger: enten er der
tale om et sansebedrag, om et produkt af indbildningskraften, og lovene i verden forbliver
det, de er; eller også har hændelsen virkeligt fundet sted, den er en integrerende bestanddel
af virkeligheden, men så styres denne virkelighed af love, der er os ubekendte. 150
Den tilgrænsende genre, som Todorov kalder det uhyggelige, er karakteriseret ved, at
virkelighedens love forbliver intakte, og den genre, som han kalder det vidunderlige, er derimod
149 Todorov 1989 s. 28
150 Ibid.
46