Det fortrngtes tilsynekomst

virkeligheden ses som en monolog, og spøgelset er altså intet andet end jeget selv. Harrits’ tolkning
lægger således op til en psykologisk tolkning, der peger på det fortrængte og glemte i jeget, der
dukker frem fra det skjulte. Det spøger altså i hovedet. Det er der, det overnaturliges sted er, ikke
udenfor jeget, men indeni.
Heller ikke Inger tøver længe overfor spøgelset i Kongens Fald. Spøgelset kan her atter ses
som et problem i forhold til tabet af kærlighedsobjektet. Det tabte objekt er også her til stede i
subjektet som en hemmelig grav, hvor dette ”andet” modsætter sig introjektion. Inger nåede netop
ikke frem til Axel før hans død og har dermed svært ved at placere ham som død. Hun kan ikke
sætte sted og tid på hans død. Det er endnu et mislykket sorgarbejde. Først da hun går med til
Gråbølle kirkegård og ser hans grav, kan hun slippe ham. I disse to tekster af Jensen har spøgelsets
sted således atter med hovedet at gøre, og spøgelset kan forklares ud fra psykoanalytiske teorier om
det fortrængte, der vender tilbage fra det ubevidste.
Ifølge Derrida er hovedet, hvor det spøger, dog en flertydig størrelse. Derrida påpeger, som
også tidligere nævnt, at erfaringen af at ”det spøger” hører til i hovedet, dvs. i den menneskelige
bevidsthed. Dette ”det spøger” stammer så at sige herfra. Det har til huse her. Men det er samtidig
en oplevelse af noget fremmed og andet, noget som ikke er i bevidsthedens domæne. I Jensens
tekster viser det sig da også, at spøgelset er udenfor bevidsthedens kontrol. Modsat hos Ingemann er
det hos Jensen spøgelserne selv, der ønsker at forsvinde. Axel kæmper for at slippe i jorden væk fra
Inger. Det er hende, der vil have, at spøgelset skal blive, ja hun ønsker endog at blive spøgelse selv:
Tag mig med, bad hun vild af Sorg og Gru. 181 Hendes gru gælder her ikke spøgelset, men det at
blive tilbage og forblive menneske. Det uhyggelige er endegyldigt trådt ind over dørtærskelen og
har hjemme i hjemmet. Det er ikke spøgelset, men nærmere subjektet selv, der er det uhyggelige og
uforståelige. Bevidstheden er netop også uhyggelig, fordi Inger ikke kan tvinge spøgelset til at blive.
Selv om det måske er et spøgelse, der kommer fra hendes hoved, kan hun ikke længere selv styre
det. Det er blevet til det andet i hende selv: the other in oneself, som Derrida kalder det. 182 Det er
igen umuligt at sige, om spøgelset er indeni eller udenfor hovedet. Hvis Axel er en forestilling i
hendes hoved, er han således blevet en forestilling, der har fået sit eget liv og har materialiseret sig.
Derrida påpeger også flertydigheden ved denne proces:
[...] the critique of the ghost or of spirits would thus be the critique of a subjective
representation and an abstraction, of what happens in the head, of what comes only out
of the head, that is, of what stays there, in the head, even as it has come out of there, out
181 Jensen 1966 s. 145
182 Derrida 2006 s. 221
53