Det fortrngtes tilsynekomst

Hamm påpeger, at Amalie Skram også stod i denne tragiske position og citerer hende: Jeg trives slet
aldrig på jorden og derfor går min længsel mod andre kloder. 282 Det er måske netop det, der sker
for Lucie. Hun ønsker ikke at være sin mands genfærd, men kommer dog alligevel til at færdes med
genfærd. Idet hun ikke længere kan hævde sig i sit samliv med manden, søger hun mod andre
verdener. Også på dette punkt er melodrama og melankoli forbundne. Freud betegner netop
melankolien, som en tilstand, der søger mod andre verdener. Ifølge ham er melankolikeren
kendetegnet ved tab af interesse for omverdenen, og han skriver således: Der sker en venden sig
bort fra realiteten og en fastholdelse af objektet i kraft af en hallucinatorisk ønskepsykose. 283
Længsel efter det, der ikke er til
Længselen mod andre kloder er central i fortællingen. Det fortælles, at Lucie og hendes søstre dog
forsøger at træde ud af den drømmeagtige verden, de færdes i: dog længtes de efter det øjeblik, da
deres tanker og drømme skulle træde dem i møde udefra.(14) Men det lykkedes alligevel ikke for
Lucie at gøre drømmene til virkelighed. Lucie færdes i stedet i en anden virkelighed, der netop ikke
er virkelig, men som for hende er ligeså virkelig og sand som alt andet.
Der er sket noget mærkeligt og forunderligt, at måske andre mennesker ikke kan tro det
– og det mest forunderlige er, at lige fra først af har det været, som om det var det
eneste, der var rigtigt sandt, og alt andet var kun som en anden slags sandhed.(11)
Det er her muligt atter at inddrage teorierne om den moderne fantastik, idet Lucie, som nævnt, ikke
fremviser nogen særlig tøven overfor denne overnaturlige virkelighed, som hun møder. Det
fantastiske er atter blevet regelen, og virkeligheden er ligeså fantastisk som fiktionen. Mennesker er
også her det fantastiskes objekt. I forhold til Eneboerne er ikke kun det fantastiske, men også det,
som kan betegnes som det imaginære, og som bl.a. Sarte også har beskæftiget sig med, relevant.
Spøgelsernes verden, som Lucie længes imod, er netop karakteriseret som værende noget
imaginært, men omvendt længes spøgelserne faktisk mod den virkelige verden og det liv, de havde.
Problemet er, at dette liv også er imaginært. Det, de længes efter, er også blevet til fravær. Den
menneskelige verden er ligeså fantastisk eller imaginær som spøgelsets verden, og det er svært at
afgøre, hvem der er mest menneske og mest spøgelse. Sartre beskriver netop det imaginære som en
282 Hamm 2006 s. 79
283 Freud 1975 s. 224
84